Hobro IK fyrede torsdag formiddag Allan Kuhn som cheftræner. En hård, men nødvendig beslutning, forklarer sportchef Jens Hammer Sørensen til bold.dk.
- Allan er en supergod fyr, og han har gjort et stort indtryk på mange menneske i og omkring klubben. Det har været en meget bevægende dag, men nu har vi en vigtig kamp at se frem mod på søndag.
- Hvorfor kommer det lige nu?
- Vi ligger jo sidst, og vi har størst tiltro til, at det var Peter Sørensen, der kunne sikre os en ny sæson i Superligaen.
- Men hvad har I set i de to seneste kampe, som I ikke så i foråret?
- Vi har bare ikke fået de resultater, vi forventede. Men det er vigtigt at sige, at vi alle sammen bærer et ansvar for det. Nu skal vi arbejde endnu hårdere og endnu mere seriøst, siger Jens Hammer Sørensen til bold.dk.
Beslutningen blev truffet i denne uge, og Peter Sørensen blev kontaktet onsdag. Men der har ikke været et pres fra spillertruppen, forklarer Jens Hammer Sørensen.
- Det er en enig bestyrelse og en sportschef, der har truffet det valg. Det har ikke noget med spillerne at gøre, siger han.
Hobro var i dialog med andre kandidater, men understreger, at Peter Sørensen var højt på deres ønskeliste.
- Han stod ret højt på vores ønskeliste. Der er jo ikke uanede folk at vælge imellem, så vi er meget tilfredse med, at Peter sagde ja, siger Jens Hammer Sørensen.
Peter Sørensen havde sin første træning i Hobro torsdag formiddag.


Hobro
3F Superliga































