Holbæk lignede før forårssæsonen en sikker nedrykker, men klubben har leveret stærkt og kunne før lørdagens sidste runde stadig nå overlevelse. Det endte dog med nederlag, mens HIK vandt - og nu skal klubben i næste sæson spille i Danmarksserien.
Cheftræner Freddy Andersen er dog ganske afklaret omkring situationen.
- Vi har haft et langt tilløb til at kunne vænne os til tanken om, at det kunne ende sådan her. Vi har været under et voldsomt pres fra første dag i foråret, siger Andersen til bold.dk og fortsætter.
- Men jeg synes, spillerne tog det med oprejst pande. Det var værre i sidste weekend, hvor vi vandt, mens der ikke var et eneste andet resultat, der gik med os. Der skulle mirakler til i sidste runde, og vi kunne ikke lukke det selv,
- Så vi er ret afklarede med situationen. Det var jo ikke en kæmpe overraskelse, siger Freddy Andersen.
Skidt efterår
Holbæk endte på en klar sidsteplads i 2. divisions gruppe 1 i efteråret. Blot syv point fik klubben, som dermed måtte nøjes med at starte foråret med ét point. Det er da også i efteråret, man skal finde årsagen til nedrykningen.
- Det er ikke på grund af foråret, at vi rykker ned. Det startede allerede i sommer, hvor vi havde for mange skader og for mange spillere, der var i dårlig form. De blev så også skadede, og det var et forfærdeligt efterår.
- I foråret har vi været gode og har hentet 24 point. Så vi har et godt fundament, som der virkelig kan bygges videre på. Det er selvfølgelig svært at se helt vildt positivt på det, men nogle gange kan det være fint at tage et skridt tilbage, så man i stedet kan tage to frem.
- Vi er meget optimistiske. Det er et skridt ned ad stigen, men det skal vi nok komme over, og vi skal også nok komme igen, siger Freddy Andersen.
Regner med at fortsætte
Freddy Andersen blev ansat som cheftræner sidste sommer, og han har ikke tænkt sig at løbe fra pladsen, bare fordi det nu hedder Danmarksserie.
- Jeg har en aftale med klubben om, at jeg skal træne dem. Det kan der selvfølgelig laves om på, men som udgangspunkt fortsætter jeg, siger Freddy Andersen.
- Jeg håber selvfølgelig også spillerne er klar til at stå sammen i modgang - og de har da også givet udtryk for, at de vil komme igen og hjælpe Holbæk tilbage i 2. division, siger Freddy Andersen.
Holbæk rykker ned sammen med FC Svendborg, Vejgaard og Fredensborg.
nicolai@bold.dk


Holbæk
CampoBet 2. division





















