Den 19. december blev der skrevet en form for fodboldhistorie i Tyskland, eftersom det var første gang, at spillere udvandrede fra en kamp på grund af racisme.
Det skete i 3. Liga-kampen mellem Duisburg og Osnabrück, hvor gæsternes Aaron Opoku blev udsat for racisme fra en tilskuer, og herefter valgte de to hold samt dommerteamet at udvandre.
Kampen blev afblæst efter 35 minutter, og nu har det tyske fodboldforbund, DFB, besluttet, at opgøret skal færdigspilles en anden dag.
DFB oplyser, at man godt forstår Osnabrücks beslutning om ikke at ville fortsætte efter de racistiske ytringer, men man beder også om, at det ikke bliver en tendens, at spillerne udvandrer fra kampe.
- Det skal være tydeligt, at det er dommeren alene, der har retten til at afblæse kampen, siger DFB-næstformand Stephan Oberholz.
DFB oplyser videre, at man vil overveje en straf til Duisburg på baggrund af de racistiske ytringer.
Kampen blev afbrudt ved stillingen 0-0. Det vides endnu ikke, hvornår de resterende minutter af opgøret skal afvikles.


Duisburg
Osnabrück
3. Liga































