Viborgs 28-årige hollandske stopper Jeroen Veldmate har siden midten af september været fraværende for de grønne, da han ikke har følt sig i stand til at udføre sit arbejde.
Og Veldmate ligner en færdig mand i klubben. Ligesom tilfældet var med Andreas Bruhn og Aleksandar Stankov er forsvarsspilleren ikke registeret til at spille Superliga-fodbold i foråret.
- Det kan jeg bekræfte. Det har været en speciel situation med Jeroen, men vi regner snart med at have afklaring. Indtil da har jeg ikke flere kommentarer til hans situation, siger VFF-direktør Morten Jensen til bold.dk om Veldmate, der har kontraktudløb til sommer.
Viborg FF har ophævet med Andreas Bruhn, mens Aleksandar Stankov stadig er på kontrakt frem til sommer.
- Man skal passe på at sige noget definitivt, men meget tyder da på Aleksandar stopper i klubben senest til sommer. Han har været en fin spiller og person for os, og vi har en fin og konstruktiv dialog med ham.
- Desværre er han lige nu skadet, og han er lidt mere generet af det, end vi i første omgang troede, så vi må se, hvad der kommer til at ske, siger Jensen om angriberen, der forleden fortalte bold.dk, at der var interesserede klubber på banen inden transfervinduet lukke, men disse kunne ikke blive enige med Viborg.
Morten Jensen bekræfter, der var et par henvendelser på makedoneren, men den ene sagde Stankov selv nej tak til, og den anden kom meget sent i transfervinduet og var ikke konkret nok til at udmønte sig i en aftale.
Andreas Bruhn har over for bold.dk givet udtryk for, at han først om eftermiddagen på transfervinduets sidste dag fik besked om situationen, men over for Viborg Stifts Folkeblad beskriver direktør Morten Jensen en anden version.
Allerede ti dage før transfervinduet lukkede, kontaktede klubben Bruhns agent Mads Bach Lund og orienterede ham om at de søgte en midtbanespiller efter George Fochives skade.
- Vi satte os ned og spurgte os selv, hvor var vi bedst dækket ind på banen. Det var vi på angrebspositionerne og på kanterne, og derefter så vi på, hvilken spiller der lå yderst på listen. Da vi fandt frem til Andreas Bruhn som den ene, kontaktede vi hans agent, siger Jensen til Viborg Stifts Folkeblad.
Ifølge Viborg Stifts Folkeblad fik Bruhn udbetalt halvanden måneds løn for at ophæve sin kontrakt, der ellers løb til sommeren 2018.
mikael@bold.dk


Viborg FF
3F Superliga































