1. Division -Hovedskade tvinger 21-årige Pedersen til stop
Foto: Jan Sand
2018-01-05 09:51:01
Foto: Jan Sand

Hovedskade tvinger 21-årige Pedersen til stop

Den blot 21-årige offensivspiller Oliver I. Pedersen er tvunget til at stoppe sin karriere på grund af en hovedskade. Han har i alle sine seniorår spillet i Skive IK.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Da Skive IK i april sidste år løb rundt og forberedte sig til en udekamp mod FC Helsingør skete der noget, der skulle gå hen at blive skæbnesvangert for Oliver I. Pedersen.

Offensivspilleren fik undervejs i en træning en bold i baghovedet. Slaget var så voldsomt, at Oliver I. Pedersen nu er nødt til at trække stikket - fodboldkarrieren er slut i en alder af blot 21. 

- Det er selvfølgelig hårdt. Det er noget, jeg er rigtig, rigtig ked af. Det er et farvel til en hverdag, jeg har været vant til hele mit liv. Jeg har været vant til at strukturere min hverdag efter det.

- Det bliver helt nyt for mig, at jeg pludselig skal forholde mig til ikke at skulle snøre støvlerne, og det er selvfølgelig rigtig vemodigt. Jeg kommer til at savne det helt vildt, siger Oliver I. Pedersen til bold.dk.

Spillede videre
Hændelsen skete som sagt forud for en kamp mod FC Helsingør i april sidste år. Det stoppede dog ikke offensivspilleren i at spille videre på daværende tidspunkt.

- Dagen efter, det skete, spillede jeg i Helsingør uden problemer, men et par dage efter kampen vågnede jeg op med kraftige smerter i hovedet.

- Jeg tog så til læge tre-fire gange i løbet af tre uger, men fortsatte med at spille kampe og træne. Jeg fik at vide, at jeg havde en lille hjernerystelse og et lille piskesmæld, og det kunne jeg sagtens spille med, hvis jeg bare tog et par piller.

- Senere fandt jeg så ud af, at jeg havde en lille udposning på kraniet, som havde blødt og givet mig de voldsomme smerter, siger Oliver I. Pedersen.

Kom tilbage
Problemerne med hovedet holdt Oliver I. Pedersen ude af sidste sæsons sidste tre kampe samt de to første af den igangværende sæson. Og skaden kom på et rigtig skidt tidspunkt.

- Vi havde en rigtig, rigtig fin sæson i Skive, hvilket jeg også havde en anpart i. Det betød, at der var konkret interesse fra Superligaen, men det var jeg nødt til at takke nej til, fordi jeg på det tidspunkt var indlagt med hovedskaden, siger Oliver I. Pedersen.

I Skive troede man dog stadig på offensivspilleren, som fik en halvårig kontraktforlængelse til at bevise, at han kunne komme tilbage i topform. Men det var svært.

- Jeg var ikke med i opstarten, og det betød, at jeg manglede noget grundform, som jeg ikke bare sådan lige kunne få tilbage.

- Men jeg fik alligevel spillet nogle kampe fra start, og så har det hele tiden været min plan, at jeg skulle bruge vinteren på for alvor at komme tilbage i form og lægge endnu mere på, siger Oliver I. Pedersen.

Kan ikke opnå mål og drømme
Hans kontrakt i Skive IK blev dog ikke forlænget denne gang. Alligevel har han brugt hele december på at komme i form igen - men så opstod problemerne med hovedet igen.

- Jeg har presset mig selv så meget, at det er begyndt at bløde fra udposningen i kraniet igen, og det har givet mig smerter, siger Oliver I. Pedersen, som altså har taget konsekvensen.

- Hvis jeg ikke kan presse mig selv, kan jeg ikke forløse mit potentiale. Det er et problem, hvis jeg gerne vil nå nye højder. Det kræver, at jeg presser mig selv mere end tidligere. Hvis jeg ikke kan det, så kommer jeg ikke til at opnå mine mål og drømme.

- Om det er noget, der kommer til at holde mig ude for evigt, ved jeg ikke - men på nuværende tidspunkt er det i hvert fald farvel og tak til den sport, jeg elsker, siger offensivspilleren, som havde håbet, det var endt anderledes.

- Jeg havde virkelig set frem til den her periode. Jeg har haft nogle spændende samtaler med nogle 1. divisionsklubber med fuldtidssetup, så det er selvfølgelig rigtig, rigtig ærgerligt, at det skal ende på den her måde, siger han.

Hvad fremtiden skal bringe ved Oliver I. Pedersen endnu ikke. Han er dog godt i gang med en uddannelse og håber, at han på et tidspunkt kan springe ud som selvstændig.

Den korte fodboldkarriere tog Oliver I. Pedersen fra ungdomsafdelingen i Viborg FF til ungdomsafdelingen i AGF, hvor han spillede sine sidste ungdomsår. Siden han blev senior har han spillet i Skive IK.

Han nåede også at repræsentere Danmark på ungdomsniveau. Det blev således til tre U19-landskampe.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

6 kommentarer

Se kommentarer
Annonce