Der hersker i øjeblikket kaos i Hamburger SV, som er godt på vej mod nedrykning fra Bundesligaen.
Forleden blev brasilianske Walace degraderet til U21-holdet af disciplinære årsager, og nu er turen kommet til albanske Mergim Mavraj.
- Trænerteamet har af sportslige årsager besluttet, at de ikke vil bruge Mergim Mavraj fra dags dato. Derfor har vi fortalt ham, at han skal træne med U21-holdet, indtil han får andet at vide, siger sportsdirektør Bernhard Peters ifølge HSV's hjemmeside.
Mergim Mavraj var fast mand i HSV frem til 23. runde, hvor han blev pillet ud i pausen. Siden da har han ikke spillet.
Den tyskfødte albaner kom til HSV for godt et år siden og har i løbet af denne sæson båret anførerbindet for HSV et par gange.
Hamburg har i skrivende stund syv point til redning.


Hamburger SV
Bundesliga




























