





Torsdag er der lagt op til det helt store brag i NordicBet Ligaen, når Hvidovre IF tager imod Sønderjyske, og det er ikke hvilken som helst kamp.
Det kan nemlig blive den helt store festdag i Hvidovre, da mandskabet med en sejr kan sikre sig en overraskende oprykning til Superligaen.
Hvidovre var senest i Superligaen i sæsonen 1996/1997.
Hvidovre-spiller Nicklas Halse siger til bold.dk, at han har svært ved at fatte, at klubben står med så gode kort på hånden.
At det er kommet hertil, er ganske ekstraordinært, da Hvidovre IF drives af et deltidssetup.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg tænker, at det er vildt. Nu er jeg en rigtig Hvidovre-dreng, og jeg har fulgt klubben igennem alle mine 26 år, som jeg har levet.
- Det, der bliver præsteret i øjeblikket, er helt vildt ud fra, hvad vi har at gøre godt med i forhold til andre klubber. Det viser bare noget om klubben og mentaliteten og den familie, som man er en del af.
- Folk står op for hinanden og leverer både i hårde tider, og når det hele går fremragende. Folk stepper op og præsterer, efter man har haft arbejde eller skole om formiddagen, inden man kommer til træning, siger Nicklas Halse til bold.dk.
Halse mener, at Hvidovre har noget helt specielt, der gør, at præstationerne sidder i skabet.
- Sammenholdet er nøgleordet, og vi har det fantastisk med hinanden. Vi hygger os og knokler stenhårdt på banen eller uden for ud fra de forudsætninger og rammer, som vi har, men sammenholdet er nøgleordet.
Megafed kamp
Hvidovre IF skal dog først nedkæmpe Sønderjyske i torsdagens kamp i Hvidovre, og inden opgøret er Hvidovre seks point foran sønderjyderne med tre kampe igen.
- Det bliver en megafed kamp med mange tilskuere. Jeg er sikker på, at det bliver en god kamp. Vi vil lave et fedt statement ved at vinde over Sønderjyske og forhåbentlig gøre det færdigt, så vi kan vise omverdenen, at vi er berettiget til at ligge, hvor vi gør, siger Halse.
26-årige Halse har kontraktudløb med Hvidovre efter sæsonen, og han håber naturligvis, at han kan skrive Superliga-kampe med Hvidovre på CV’et.
- Det vil være stort, hvis man er i Hvidovre efter sommerferien. Vi må først og fremmest se på, hvor jeg er henne. Det ville da være en stor ting især som Hvidovre-dreng og fan.
- Det vil være fantastisk at se Hvidovre tilbage i Superligaen, hvis det ender med det, siger Nicklas Halse til bold.dk.
Opgøret fløjtes i gang klokken 14 i Hvidovre.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Hvidovre IF
Betinia Liga
























