Ruben van Bommel træder i farmands fodspor.
Den 20-årige angriber rykker fra AZ Alkmaar til PSV, hvor hans far, Mark van Bommel, er en vaskeægte legende.
Angriberen får en aftale frem til sommeren 2030, meddeler PSV fredag.
- Jeg kunne ikke have skrevet det bedre, siger Ruben van Bommel til klubbens hjemmeside.
- At skulle spille for førsteholdet i PSV er hemmeligt noget, jeg altid har drømt om. Det har altid været i mit hoved, at hvis PSV en dag ringede, ville jeg virkelig gerne herhen.
Ruben van Bommel har en fortid i PSV's ungdomsafdeling, men fik ikke førsteholdsdebut i sin tid.
Han har spillet seniorfodbold for MVV Maastricht og AZ Alkmaar, og han står noteret for 53 kampe i Æresdivisionen. Her er det blevet til ni mål og seks oplæg.
Farmand Mark van Bommel er en vaskeægte legende i PSV, hvor han blandt andet vandt fire mesterskaber, en pokaltitel og fire hollandske Super Cup-trofæer.
Han spillede i PSV fra 1999 til 2005 og igen fra 2012 til 2013.


PSV Eindhoven
AZ Alkmaar
Æresdivisionen
































