


IF Lyseng var lørdag en tur i Svendborg for at møde SfB-Oure FA i 3. division, og det blev en historisk dag for det jyske mandskab.
Udeholdet vandt nemlig med vilde 6-1, og det sker bestemt ikke hver dag på de kanter.
Sejren er nemlig den største divisionssejr for IF Lyseng nogensinde.
IF Lyseng-cheftræner, Michele Demontis, siger til bold.dk, at det er kæmpe for klubben, og sejren blev også fejret med alkohol i stride strømme.
- Det er sjovt, at det er vores største divisionssejr nogensinde. Lyseng var for 10-12 år siden i divisionerne, hvor vi blev blæst ud. For to år siden rykkede vi så op i divisionerne igen, så vi har ikke spillet så mange divisionskampe.
- Det er dog et udtryk for, at vi er gået fra at vinde med et enkelt mål. Vi har ikke prøvet at vinde så stort før, så det er da fedt, siger Michele Demontis til bold.dk.
Hvordan har I fejret sejren?
- Der er altid god stemning efter en sejr, men jeg var også ovre at hente en kasse øl og lidt fadøl hos boden i Svendborg.
- Når man vinder, er alle glade og i godt humør, men de havde lige tabt 1-6. Trænere, ledere og folkene i cafeteriet var så sympatiske. Det var fedt. Der var god stemning hjem i bussen.
Cheftræneren er noget forbavset over, at klubben kunne vinde med så store cifre.
- Vi så det som en lige kamp, da vi var a point med Oure, og begge hold havde lidt luft til nedrykning og lidt op til Young Boys på førstepladsen. Vi vidste, at vi måske kunne kyse dem lidt fysisk og måske spille mere direkte, end de normalt gør. At det gik så godt, er overraskende. Vi var meget bedre end dem.
Har buldret i foråret
Med sejren har IF Lyseng hele ti point ned til AB Tårnby under stregen, mens Young Boys har et forspring på ni point til Lyseng med otte runder igen.
Cheftræneren mener, at IF Lysengs tilgang har båret frugt, og foråret har været blændende for mandskabet.
- I marts startede vi et point over AB Tårnby, og der sagde jeg, at vi ikke kiggede mod nedrykningsstregen, og det er der ikke noget arrogant i.
- Hvis vi hutler os igennem og lige præcis klarer den og prøver at spille uafgjort mod AB Tårnby for at holde dem under os, så rykker vi bare ned næste år, siger Michele Demontis til bold.dk og tilføjer.
- I de seneste 15 kampe ligger vi faktisk etter i nedrykningsspillet og over Young Boys, så på den måde er det gået rigtig godt.
- Vi kan også sagtens konkurrere med dem, og vi slog dem også derude. At skulle hente ni point er måske lidt urealistisk, men det er godt at have noget at gå efter.
Næste opgør for IF Lyseng er mod AB Tårnby lørdag 29. april.


IF Lyseng
CampoBet 3. division
























