De seneste dage har der været meldinger om, at Gareth Bale var på vej til kinesiske Jiangsu Suning, men den handel bliver, som BBC søndag meddelte, sandsynligvis ikke til noget.
Den kinesiske klub har i stedet hentet den kroatiske angriber Ivan Santini i Anderlecht, og dermed tyder alt på, at handlen med Real Madrid og Bale er død.
30-årige Santini er således dem femte udlænding i Jiangsu Suning, og da det kun er tilladt at have fire udenlandske spillere i truppen, er der ikke plads til Bale.
Suning ventes at sige farvel til italienske Gabriel Paletta, men med fire udlændinge er der fortsat ikke plads til Bale, som angiveligt ville have været den bedst betalte fodboldspiller i verden, hvis skiftet var faldet på plads.
Bale er ifølge spanske medier rasende over, at skiftet er faldet til jorden, og i spansk presse lyder det, at beslutningen om ikke at sælge Bale blev truffet i toppen af Real Madrids hierarki, selvom cheftræner Zinedine Zidane ikke vil bruge waliseren.
Det kinesiske transfervindue lukker onsdag.



Anderlecht
Real Madrid
Jiangsu FC

































