Brøndby blev nedlagt, selv om FC Nordsjælland var bagud to gange i løbet af midnatsgyseren i Farum.
Brøndby betalte dermed prisen for at have spillet mandag, mens FC Nordsjælland havde haft tre ekstra hviledage, fordi de var i kamp sidste fredag.
Nu venter FC Midtjylland over to opgør i kvartfinalen for FC Nordsjælland i december.
En stor og spændende udfordring, men på ingen måder en uløselig opgave, mener Tobias Salquist.
- FCM er et hold, der er godt kørende med en ny træner og en anderledes spillestil.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi har før haft det lidt svært i Herning, men det handler om at skabe et godt udgangspunkt i det opgør.
- Heldigvis skal det afgøres over to kampe. Og så er det godt, at vi skal slutte i Farum, siger Tobias Salquist.
Han stod stærkt i billedet, da Brøndby blev nedlagt i torsdagens pokalopgør. Stærk i duellerne, solid i pasningsspillet og en leder, der gik forrest, når det var nødvendigt.
Han ser en god udvikling for FC Nordsjælland-mandskabet den seneste tid oven på et meget ujævnt efterår med op- og nedture.
- Det tager lidt tid med så mange unge, nye spillere. Men de unge gør det fantastisk. Forhåbentligt bliver det ved med at gå fremad for os.
- Vi har en ambition om, at vi skal være i top-6, når grundspillet slutter, siger Tobias Salquist, der søndag igen er på hjemmebane, når OB er modstanderen.

Brøndby IF
FC Nordsjælland
Oddset Pokalen







































