Super League -Ipsen: Bassogog kan score 20 mål per sæson
2020-04-19 07:00:01
Foto: Henan Jianye

Ipsen: Bassogog kan score 20 mål per sæson

Henrik Ipsen, der er målmandstræner i Henan Jianye, mener, at den tidligere AaB-angriber Christian Bassogog har potentiale til at score 20 mål per sæson. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Henrik Ipsen drog på eventyr i januar 2019, da han pakkede tasken og rejste til Kina uden familien ved sin side for at blive målmandstræner i Henan Jianye.

På det kinesiske hold befinder angriberen Christian Bassogog sig også. Han tørnede ud for danske AaB fra august 2015 til februar 2017 og forlod nordjyderne til fordel for Henan Jianye. Bassogog er lige nu noteret for 24 mål i 76 kampe for den kinesiske klub.

46-årige Henrik Ipsen mener, at den 24-årige angriber kan gå en stor fremtid i møde, hvis han arbejder endnu hårdere med sine svagheder på træningsbanen. 

- Der er ingen tvivl om, at noget af det som Christian Bassogog kan, passer godt ind her. Det er jo tju-bang og ikke så taktisk fodbold her i Kina, og med hans fart kan vi godt mærke, når han spiller eller ikke spiller. Han er pågående i sit spil og er hurtig, så man tror, det er løgn. 

- Det eneste, der skal til, for at han kan brænde helt igennem, er, at han skal træne sine afslutninger noget mere og blive lidt bedre til at finde ud af, hvad han ikke er så god til. 

- Det kunne jeg godt ønske mig, at han gjorde. Hvis han gør det, vil jeg vurdere, at han kan score 20 mål på en sæson. Han er en god spiller hernede. Ingen tvivl om det, siger Henrik Ipsen til bold.dk. 

Superligaen er bedre

Henrik Ipsen har været i Henan Jianye over to gange. Første gang var han i klubben fra januar 2017 til og med juli 2018. Han har derfor fået et indgående kendskab til de store forskelle, der er på Kina og Danmark. 

Selvom de to lande er svære at sammenligne fodboldmæssigt, vil Ipsen vurdere 3F Superligaen som den stærkeste liga af de to. Henan Jianye sluttede som nummer otte i den seneste sæson af den kinesiske Super League.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er mange forskellige hold, og det er der både i Danmark og Kina. I Kina spiller man en anelse anderledes og ikke så taktisk funderet. Der er mange mennesker og godt gang i den. Det er sjovt at være en del af. Det er meget tju-bang og meget aggressiv fodbold. 

- Jeg tror, at et kinesisk hold vil få problemer mod et dansk hold på grund af tekniske og taktiske færdigheder. Jeg vil vurdere, at den danske Superliga er stærkere end den bedste kinesiske række, siger målmandstræneren. 

På det kinesiske hold fungerer træningerne mest på kinesisk, men Ipsen har fået tillært sig et par kinesiske gloser. Der er dog en tolk tilknyttet træningerne, så alle beskeder går klart igennem til spillerne. 

- Det er noget, som man skal vende sig til. Jeg skal så tale engelsk, og så oversætter tolken så til kinesisk. Det har jo noget spildtid. 

- Det har dog været noget nemmere denne gang, da jeg selv kan nogle udtryk og kan vise mange ting. Angående træningsdelen er der ikke så meget brug for tolken. Det er mere, når træneren snakker, og når der er møder, siger Ipsen. 

Lærerigt ophold

Den 46-årige dansker mener, at han har lært sig selv bedre at kende ved at være målmandstræner i Kina. Det har ifølge Ipsen været sundt for ham at komme ud af sin 'comfortzone'. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har lært noget om kultur og måden at læse folk på. Der er forskel på kinesere og danskere, og der er også forskel på den enkelte dansker og den enkelte kineser. 

- Nogle skal man gå direkte til, og andre skal man være mere forsigtige med og bryder sig ikke om at snakke med dig. Der er måske lidt usikkerhed angående sprogfærdigheder. 

- Mit ophold i Kina har gjort, at jeg er blevet bedre til at aflæse signaler og blevet klogere på mig selv på, hvordan man kan gøre tingene. Når man går op og ned af de samme mennesker hele tiden, kan man godt blive lidt sat – søndag efter søndag, så bliver man lidt sat i sine vaner, og at alt hvad man gør, er det rigtige. 

- Der har det givet mig en del, at jeg lidt skulle starte forfra. Jeg er blevet klogere på mig selv, angående hvad jeg kan, og hvad jeg ikke kan, og hvad jeg skal blive dygtigere til. 

Uvis fremtid

Henrik Ipsens kontrakt med Henan Jianye udløber 31. december 2020, men han har endnu ikke taget stilling til, om eventyret skal fortsætte, eller om han skal vende snuden hjem. 

- På nuværende tidspunkt har jeg ikke rigtig nogle overvejelser om fremtiden, og det er også grundet en aftale med min kone. Vi begynder at tænke over det, når det bliver efterår.

- Det er jo heller ikke sikkert, at jeg får lov til at blive her. Det er ikke kun mig, der bestemmer det. Jeg er ikke der, hvor jeg kan sige, at jeg 100 procent gerne vil blive, eller at jeg helt afviser det. Der skal lige gå fem måneder endnu, før jeg begynder at beslutte noget. 

- Der kan jo ske meget, og man kan jo bare se, hvad der sker rundt i verden lige nu. Det er en stående aftale med min kone, at vi tager det til efteråret. 

- Det kan også godt være, at hun banker lidt forsigtigt i bordet og siger: ’Nu må du godt komme hjem og være lidt sammen med familien’. Der har hun mindst lige så stor en stemme, som jeg har. Så det tager vi om fem-seks måneder, ikke før, siger Ipsen.

Henrik Ipsen har tidligere været målmandstræner i Vejle BK, FC Midtjylland, FC Nordsjælland og Silkeborg. Som aktiv spiller stod han på mål for Silkeborg, SønderjyskE og Vejle BK. Han blev mest kendt for sin tid i Silkeborg fra 1996 til 2005, hvor han fik 119 kampe for jyderne. 

Sæsonen i Kina er endnu ikke startet grundet coronavirussen.


Foto: Henan Jianye

1 kommentar

Læs alle kommentarer
annonce

Mest læste

annonce
annonce

Seneste nyheder

annonce
0