

Danmark så ud til at tage alle tre point, da Irland fredag aften var på besøg i EM-kvalifikations gruppe D. Fem minutter før tid stjal gæsterne dog det ene point, da Shane Duffy pandede et indlæg fra Alan Judge i kassen.
Alan Judge blev indskiftet efter 66 minutters spil, og kort efter kom han til skade i en duel med Kasper Dolberg. Uheldet krævede behandling på banen, og det var der altså en god grund til.
Ipswich-spilleren brækkede nemlig håndleddet, som lægestaben fik sat på plads igen, så Alan Judge kunne færdiggøre kampen og levere den afgørende assist. Det fortæller Irlands landstræner, Mick McCarthy, til FAI TV.
- Han skal opereres mandag. Han er forlover til et bryllup i dag (lørdag, red.), som han alligevel skulle have været til. Jeg ved ikke, hvordan hans jakkesæt passer ham nu, siger landstræneren.
Skaden betyder, at Alan Judge ikke kommer i kamp for Irland, når de mandag aften møder Gibraltar.


EM
Irland
Danmark



































