


Efter at have siddet på bænken mod Atalanta i seneste Serie A-runde var Gustav Isaksen tilbage i startelleveren for Lazio, der søndag aften krydsede klinger med Roma i et vaskeægte derby-opgør.
Det startede dog på ingen måde godt for danskeren og resten af Lazio-mandskabet.
Efter blot ti minutters spil bragte Roma sig nemlig i front, da Lorenzo Pellegrini modtog kuglen på kanten af feltet, tog et træk og krøllede den fremragende ind helt ude ved stolpen.
Lazio skulle derfor på jagt efter scoringer, og syv minutter senere var Isaksen faktisk tæt på at bringe balance i regnskabet.
Den danske landsholdsspiller tog en fin tur ind i banen og sendte herefter en flad afslutning afsted mod kassen, som Mile Svilar imidlertid reddede uden de store problemer.
Og så gik det hurtigt.
Artiklen fortsætter efter billedet

30 sekunder senere fordoblede Roma således føringen efter et knivskarpt kontraangreb.
I første omgang fik Alexis Saelemaekers pareret sit forsøg, men belgieren var først over returen, som han sparkede ind i netmaskerne til 2-0.
Der blev derfor reageret fra Lazio-bænken i pausen, hvor Gustav Isaksen blandt andet blev ofret til fordel for franske Loum Tchaouna.
Det lykkedes dog ikke for det blåklædte mandskab at kæmpe sig tilbage i søndagens derby, som Roma endte med at vinde 2-0.
Isaksen og co. indtager i skrivende stund fjerdepladsen i den italienske Serie A, som bliver toppet af Napoli.
Du kan se den fulde stilling lige her.

Lazio
Roma
Serie A




































