Træningskampe -Ishøj følte sig tvunget til at møde russere: Fik nej til ny modstander
2023-03-01 14:17:13
Foto: Lalephotography

Ishøj følte sig tvunget til at møde russere: Fik nej til ny modstander

Ishøj IF har mødt kritik for at spille træningskamp mod russiske Rodina Moskva. Cheftræner Erdogan Aslan forklarer, at klubben fik modstanderen at vide meget sent, og man følte sig derfor nødsaget til at spille kampen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

3. div - 17. runde

FT

SOF

2 - 2

ISH

3. divisionsholdet Ishøj IF er i disse dage på træningslejr i Tyrkiet som led i forberedelserne til forårssæsonen.

Her mødte holdet lørdag det russiske hold Rodina Moskva fra næstbedste række, og det fik Ishøj en del kritik for på sociale medier.

Efter Ruslands invasion i Ukraine har det meste af verden taget skarp afstand til alt, hvad der har med Rusland at gøre, og derfor undrede mange sig over Ishøjs beslutning om at spille mod et russisk hold.

bold.dk har talt med Ishøjs cheftræner, Erdogan Aslan, der forklarer, at klubbens rejsearrangør havde ændret modstanderen flere gange inden afrejse.

Ishøj forsøgte at finde en ny modstander, men det var umuligt, fortæller han.

- Vi fik det jo at vide kort tid før kampdagen, hvem vi skulle møde. Vi har købt en samlet pakke med nogle kampe og træninger som alle de andre år af arrangøren. Da vi fik at vide, at det var Rodina Moskva, som vi skulle møde, tænkte vi, at vi måtte forsøge at ændre det.

- Vi spurgte, om vi kunne få en anden træningsmodstander af hotellet, men det kunne vi ikke, og så holdt vi fast i, at vi skulle spille træningskampen, siger Erdogan Aslan til bold.dk.

Overvejede I at droppe kampen helt?

- Ja, det var derfor, at vi gik ind og snakkede om det. Vi ringede til vores sportsdirektør, og vi blev enige om, at vi spillede mod dem, da det var vores sidste chance for at spille kampe inden sæsonstart om ti dage.

- Kampen mod Rodina Moskva var desuden mod en masse unge knægte på 17-19 år, som jo overhovedet ikke har noget med krigen at gøre. Det er jo én syg mands beslutning, der ødelægger det for alle.

- Hotellets gæsteansvarlige kom om aftenen, og vi troede faktisk, at vi skulle møde et japansk hold, inden vi tog afsted, men det havde ikke kunnet lade sig gøre, og så skulle vi møde Rodina Moskva.

Var nødt til det
Ishøj-cheftræneren fortæller, at det ikke er uvant, at arrangører giver ny modstander med kort varsel. Det kan nærmest ske fra dag til dag, forklarer Aslan.

Selv om det ikke var med hans gode vilje, følte holdet, at de var tvunget til at stille op mod det russiske mandskab, da forberedelsen til sæsonstarten ellers ikke ville blive optimal.

Har I ikke et ansvar i forhold til at tage afstand til Rusland på grund af krigen i Ukraine?

- Jeg personligt boykotter alt, hvad der har med Rusland at gøre, og det er også noget, som klubben gør, men det er én mands beslutning. Når det hele udviklede sig så pludseligt, så valgte vi at stille op, nøjagtig som det danske landshold valgte at stille op i Qatar.

- Vi valgte at skille politik og fodbold fra hinanden denne éne gang, fordi det var så sent, og vi kunne ikke nå at finde en anden modstander. Vi skal starte sæsonen om ti dage, så vi følte os nødsaget til at spille kampen.  

Har sat krav efterfølgende
Det danske 3. divisionshold skulle også have mødt andre russiske hold i løbet af træningslejren, men efter den første oplevelse med Rodina Moskva kom Ishøj IF med et krav.  

- Vi er lige så meget imod krigen, som alle andre er. Når det var så sent, at vi fik det at vide, valgte vi at spille kampen, og så har vi bedt om, at vi ikke skal spille mod flere russiske hold.

- Vi skulle faktisk have mødt et andet russisk hold, men så fik vi en schweizisk modstander (FC Besa, red.), da vi fik det at vide i bedre tid, siger cheftræneren til bold.dk.

I forbindelse med kampen mod Rodina Moskva lagde Ishøj IF videoer op på deres Instagram-profil, som siden er blevet slettet.

Der var blandt andet et billede af angriber Bastian Kruse med blod på spillertøjet efter en nærkamp.

Cheftræneren oplyser, at han ikke har sociale medier, og han derfor ikke kan sige noget om, hvad det drejer sig om.  

Ishøj IF rejser hjem fra Tyrkiet på torsdag.  

Opgøret mod Rodina Moskva endte 4-4, mens Ishøj IF vandt med 3-2 over FC Besa. Ishøj er nummer fem i 3. division.

Ishøj meddeler onsdag på sin Facebook-side, at klubben har valgt at aflyse sin tredje kamp på træningslejren i Tyrkiet, som også skulle have været mod et russisk hold. 

Da Ishøj IF ikke kunne en anden modstander, valgte klubben at tage et almindeligt træningspas.

Artiklen fortsætter efter indholdet

3. div - 17. runde

FT

SOF

2 - 2

ISH

Annonce

18 kommentarer

Se kommentarer
Annonce