2. Division -Jamil F. lader støvlerne ligge: Værste BB-tid
Foto: Brønshøj Boldklub
2020-11-14 06:30:01
Foto: Brønshøj Boldklub

Jamil F. lader støvlerne ligge: Værste BB-tid

Jamil Fearrington stoppede i sommer i Brønshøj efter mange år i klubben, og nu gennemgår han sin værste tid i klubben som assistent. Det er fristende at hjælpe til på banen, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Brønshøj har haft et forfærdeligt efterår i 2. division, hvor man efter 11. runder har seks point og er nummer 12 af 14 hold i gruppe 2.

Den tidligere Brønshøj-kaptajn Jamil Fearrington stillede i sommer støvlerne på hylden og blev i stedet assistenttræner i klubben, og han tøver ikke med at kalde den nuværende periode for den værste i sin Brønshøj-tid, der ved stoppet talte fem sæsoner og 128 kampe som aktiv.

I oktober fik han sin 129. kamp med et indhop i pokalturneringen mod Lyngby, men det var en enlig svale – i hvert fald for nu, siger den tidligere hårdtslående midtstopper til bold.dk.

- Det er den værste tid for mig i Brønshøj, og det er måske fordi, jeg står udenfor nu og ikke bare kan gå ind at jerne en eller anden ned. Det er en svær øvelse for mig personligt.

Er det så ikke fristende at trække i støvlerne igen?

- Jo, det er jo fristende. Det er ikke længe siden, jeg er stoppet, men jeg gør, hvad jeg kan uden for kridtstregerne, som det er lige nu, siger han og tilføjer med et grin:

- Altså det bliver ikke lige nu, men vi må tage den, hvis det kommer.

Til at starte med forsøger han at vende nedturen uden for kridtstregerne, hvor han trods hårde tider aner optimisme.

- Det er vanvittigt hårdt at være en del af. Det er der ikke nogen tvivl om, og jeg tror, vi er mange, der ikke sover skide godt om natten efter et nederlag. Det gør jo ondt, og det er en frustrerende tid, men vi er gode til at vende frustrationerne til ekstra hårdt arbejde på træningsbanen. Vi bruger ekstra tid på at analysere kampene i trænerteamet, og spillerne giver den gas til træning.

Selvforstærkende fejl koster point

Hvad årsagen så er til, at Brønshøj har vundet én af 11 kampe er svært for Fearrington helt at koge ned.

Men afgørende fejl har været gennemgående, og det har sat gang i en negativ spiral, mener han.

- Det er svært helt præcist at sætte en finger på, hvad der har gjort det. I bund og grund er det egentlig kynisme, der har været det udslagsgivende. Der er flere kampe, hvor vi har skabt flere chancer end de andre, og hvor de mål, modstanderne har scoret, er noget, som vi har skabt for dem, siger han og fortsætter:

- Ud af ingenting har vi lavet nogle fejlpasninger på nogle dumme steder eller har lavet dårlige clearinger i feltet, og det har været spillere, som normalt ikke gør den slags. Så har det også har været på fatale tidspunkter i overtiden eller lige inden pausen. 

- Fejlene har kostet point, og efter fejlene lidt er kommet ind på holdet, så har det været selvforstærkende. Det sætter sig hos nogle spillere, der måske er blevet bange for at lave fejlene, og så kommer fejlene i højere grad. 

- Det positive er, at vi i langt størstedelen af kampene har haft et forløb, som vi gerne vil have. Mange ting lykkes, men det er i felterne, det bliver afgjort, og det har vi ikke formået.

Trods de sløje resultater, melder Fearrington om en positiv Brønshøj-trup, hvor der ikke skal meget til at vende tingene.

- Hvis vi bliver ved at skabe flere store muligheder end vores modstandere, så vender marginalerne på et tidspunkt, siger han og giver et eksempel:

- Aleksandar Lazarevic har ramt undersiden af overliggeren tre eller fire kampe i streg med et hovedstød, hvor han har gjort alt rigtigt, men den er så ramt tre centimeter fra at gå ind.

- Så han skal blive ved at gøre de rigtige ting, for så blæser vinden pludseligt langsommere og så går hans hovedstød ind, og det kan være forskellen på pointene, og så kan det gå bedre derfra.

Brønshøj har en målscore på 15-22 efter 11 runder.

Stor udskiftning har givet et vakuum

I Brønshøj var der over sommeren stor udskiftning i truppen, hvor anfører Fearrington var en af flere ledende skikkelser, der forlod banen.

Derudover sagde nu tidligere Brønshøj-træner Michael Madsen sit job op et par runder inde i sæsonen, og han blev erstattet af Lasse Holmgaard.

- Brønshøj-holdet bestod jo før sommer af en del spillere, der havde spillet længe sammen, og vi var nok også nogle ledere både på og uden for banen, som forlod holdet.

- Det giver jo et eller andet vakuum, hvor nogle skal finde sin plads og der er nogle roller, der skal fordeles. Det tager noget tid, og så skaber det jo også turbulens med et trænerskifte midt i en halvsæson.

- Så der er nogle ting, som ikke kommer af sig selv, og det kræver, at vi arbejder lidt hårdere for pointene.

Han tilføjer om trænerskiftet:

- Holmgaard har været et frisk pust og vi har allerede et godt samarbejde i trænerteamet. Indtil videre har det nok mest været brandslukning for ham og ikke så meget, at han har kunnet få arbejdet sine idéer ind, så Lasse skal have en opstart til at sætte sit præg på det, og derefter skal man først konkludere på hans indtog.

Fearrington, Holmgaard og co. står lørdag overfor en vigtig bundkamp, når Slagelse venter.

- Vi skal have sejren og tre point. Vi kan ikke bruge et point, for det rykker ikke skide meget i tabellen, og det ender med, at de andre løber fra os, hvis vi ikke får nogle sejre, og vi har alle brug for en sejr.

- Slagelse er ikke et dårligt hold, de har nogle spillere, som har spillet højere niveau før, så det bliver ikke nemt, men vi går benhårdt efter det.

Slagelse er fem point og to pladser over Brønshøj i tabellen.

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce