Den tidligere divisionstopscorer Sonny Jakobsen vender hjem til Jammerbugt efter et halvt år i færøsk fodbold.
Det oplyser klubben søndag eftermiddag, og parterne er blevet enige om en to-årige aftale.
Jammerbugt-træner Bo Zinck jubler over tilgangen af angriberen, og han kalder det en fantastisk nytårsnyhed.
- Først og fremmest er Sonny en notorisk målscorer. Han er hurtig, farlig og har et godt spark. Han er tidligere topscorer i 2. division, og det kan han blive igen. Derudover kender Sonny klubben godt og vi kender hinanden godt, så vi starter fra et godt udgangspunkt.
- Sonny er også et godt menneske, som passer godt ind, og han kender mange af de andre i truppen. Med Sonnys ankomst har vi virkelig stor konkurrence i offensiven. Det ser uhyggeligt stærkt ud og det højner niveauet hos alle. Så det er en fantastisk nytårsnyhed, og jeg er meget tilfreds, siger Bo Zinck i en pressemeddelelse.
28-årige Sonny Jakobsen spillede i Jammerbugt fra 2013 til 2015, hvor han skiftede til Thisted. I sommer skiftede han til Vestur, men nu er han altså tilbage i dansk fodbold.


Jammerbugt FC
CampoBet 2. division
07 Vestur




























