FC Bornholm mistede i efteråret sin træner Allan Kuhn, der tog imod tilbuddet om at blive hjælpetræner for AaBs nye svenske træner Erik Hamrén.
Men i går kunne klubben afsløre navnet på sin nye træner, og det er bestemt en kvalificeret mand: Den tidligere danske U21-landstræner og landstræner i Singapore Jan B. Poulsen.
Poulsen blev i starten af året fyret som landstræner i Singapore efter godt tre år i jobbet, fordi hans mandskab havde fiasko i kvalifikationsturneringen til de asiatiske mesterskaber.
Forinden havde han en lang periode i dansk landsholdsfodbold bag sig som assistent for tidligere landstræner Richard Møller Nielsen og som landstræner for Danmarks U21-landshold. I dag arbejder Jan B. Poulsen i bosnisk fodbold - et job som han vil holde fast i, mens han træner FC Bornholm.
- Det er helt unikt, at vi kan få ham til Bornholm. Han har så meget med i bagagen, som han kan give os, siger FC Bornholms formand Frank Hansen.
Aftalen mellem Jan B. Poulsen og FC Bornholm gælder foreløbig for et halvt år.
































