2025-12-12 07:00:00

Jan Michaelsen fik Arsenal-trøje: Henry ville slås med mig

Jan Michaelsen har en helt særlig kærlighed til fodboldtrøjer. Den tidligere landsholdsspiller husker især en Arsenal-trøje, som er fyldt med anekdoter.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

PL - 16. runde

FT

ARS

2 - 1

WOL

December byder traditionen tro på julekalender på Bold, og i år stiller vi skarpt på fodboldtrøjer og fortæller de sjove, skøre og opsigtsvækkende historier.

Hvilken trøje har spillerne byttet sig til, hvilken stjerne jagtede de forgæves et trøjebyt med, hvilken trøje betyder noget helt særligt for dem og meget andet.

Det er nu blevet 12. december, hvor vi skal med Jan Michaelsen ned ad mindernes allé.

Den tidligere landsholdsspiller og nuværende assistent i Vancouver Whitecaps har om nogen en kærlighed for fodboldtrøjer samt de fortællinger, som følger med.

- Jeg har mange trøjer fra min tid. De fedeste kampe var i Champions League med Panathinaikos, hvor vi kom i kvartfinalen to år i træk.

- Jeg byttede blandt andet trøjer med Luis Enrique i FC Barcelona. Jeg gjorde det også med Steve McManaman fra Real Madrid.

- Som træner er jeg fortsat med at samle på trøjer. I Anderlecht og i Vancouver har jeg også fået en masse. Når vi har mødt danskere, så har jeg tit bedt om deres trøjer, da jeg ikke selv har så meget at give. Det er oftest spillere, som jeg kender fra min tid i DBU.

Men det er en helt særlig trøje, som Michaelsen i Bolds julekalender ser tilbage på.

Thierry Henry ville slås
Jan Michaelsen har mange trøjer fra sin karriere som aktiv.

Alt i alt er samlingen på lidt over 200, hvor en af de mest specielle er en Arsenal-trøje fra tiden i Panathinaikos. Den trøje minder nemlig Michaelsen om to vilde kampe mod Arsenal i Champions League.

- Jeg har en rigtig fed Arsenal-trøje. Vi mødte dem i Champions League og slog dem. Det var en rigtig fed kamp, hvor jeg også blev 'man of the match', kan jeg huske.

Artiklen fortsætter efter billedet

Premier League -Jan Michaelsen fik Arsenal-trøje: Henry ville slås med mig
Foto: Yiorgos Karahalis/Reuters/Ritzau Scanpix - Ferran Paredes/Reuters/Ritzau Scanpix

Kampene mod Arsenal står tydeligt i Michaelsens erindring, da han kort tid forinden havde dummet sig for Panathinaikos i den græske liga.

- Jeg fik et rødt kort i min første kamp. Så skulle vi møde Arsenal på hjemmebane tre dage senere. Jeg var simpelthen så nervøs for, om jeg ville starte inde. De var selvfølgelig ikke helt tilfredse med, at jeg fik et rødt kort i den første kamp.

- Men jeg startede inde og spillede faktisk en rigtig god kamp og lagde op til vores mål i sejren på 1-0.

Men dramaet var langt fra forbi, da flere af Arsenals spillere slet ikke var tilfredse med Michaelsen.

- Jeg tror, at de følte, at vi allesammen filmede lidt. Men Thierry Henry spillede over i min side, og han var sindssygt sur på mig efter kampen. Han ville slås med mig.

- Jeg skulle ned og fejre det med vores fans, men han løb så hen til mig og havde en lille diskussion om det. Jeg synes, at han var en smule barnlig.

Mens Michaelsen stod og diskuterede med en hidsig Thierry Henry, blev de afbrudt af manager Arsene Wenger, som havde fået nok.

- Wenger kom også over på et tidspunkt og ville hive Henry væk, fordi han var tæt på at få et rødt kort. Men så valgte han også at sige til mig: 'It is going to be hot for you in 14 days in London'.

Hedt gensyn på Highbury
Billederne af Jan Michaelsen og den legendariske Arsenal-duo kom i aviserne, og derfor var der lagt i kakkelovnen til et hæsblæsende returopgør på Highbury.

De to uger mellem kampene husker Michaelsen tydeligt den dag i dag.

- Jeg har aldrig været i verdenspressen så meget som efter den kamp. Det var nok ikke på grund af mig, men mere Henry og Wengers navn, griner Jan Michaelsen.

Foto: Stephen Hird/Reuters/Ritzau Scanpix

I dagene op til havde Jan Michaelsens diskussion med Thierry Henry og Arsene Wenger fyldt det hele, og derfor var Arsenal samt klubbens fans ude efter danskeren.

- Det hele var lagt op til, at de skulle have fat i 'ham danskeren', som var den største skuespiller nede i Athen. I de første ti minutter af kampen buhede hele stadion af mig, hver gang jeg havde bolden. Det havde jeg sgu aldrig prøvet før.

Men Michaelsen endte faktisk med at blive reddet af en holdkammerat.

I løbet af kampen valgte Arsenals spillere og fans at rette deres fokus mod Giorgos Karagounis.

- Det pudsige var så, at jeg slet ikke var den største skuespiller på vores hold. Vi havde Giorgos Karagounis, som filmede helt sindssygt, siger Jan Michaelsen med et stort grin.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende med en spiller, som var så god til at filme og fik så mange frispark. De kastede derfor deres 'kærlighed' på Karagounis, som filmede hele tiden! Så de glemte mig lidt.

- Det værste var dog, at vi tabte 1-2, og Henry lavede begge mål. Så han fik sin hævn.

Foto: Ferran Paredes/Reuters/Ritzau Scanpix

Fik halveret en bøde
Jan Michaelsen byttede i forbindelse med kampene mod Arsenal trøjer med Giovanni van Bronckhorst, og den har en særlig plads i danskerens hjerte.

- Det var i hvert fald ikke Henrys trøje, som jeg fik på falderebet efter den første kamp. Han var godt nok tosset. Men den her trøje betyder så meget for mig, fordi der er så mange historier til den.

Michaelsen husker blandt andet, at den gode præstation mod Arsenal gjorde, at han fik annulleret en bøde på omkring 11.000 euro.

- Jeg fik jo en bøde efter mit røde kort før Arsenal-kampen. Men efterfølgende valgte vores anfører Antonis Nikopolidis at sige til mig: 'Jan, jeg går lige ind og taler med træneren om den der bøde'.

- Jeg havde spillet okay, så Nikopolidis fik så halveret min bøde. Jeg endte aldrig med at betale den bøde, da de ikke trak det fra min lønseddel. Der var ikke meget konsekvens der, griner Jan Michaelsen.

Foto: Yiorgos Karahalis/Reuters/Ritzau Scanpix

Født i Frankrig
Jan Michaelsen nåede at spille 19 A-landskampe i perioden fra 1999 til 2004.

Her er der også flere trøjer, som Michaelsen husker tilbage på med stor glæde.

- Jeg var med til VM 2002, hvor jeg fik nogle fede trøjer med hjem fra Uruguay. Jeg spillede jo ikke, men jeg husker, at jeg også byttede trøjer med Teddy Sheringham efter kampen mod England.

- Han kom heller ikke ind på banen. Så vi var begge to sådan, at der var ingen grund til at beholde vores egne trøjer. Vi kunne lige så godt prøve at bytte dem, da vi begge var skuffede, griner Jan Michaelsen.

Michaelsen husker desuden tilbage på en landskamp mod Frankrig tilbage i 2001, da den blev spillet i Nantes.

Et sted, som er specielt for Michaelsen.

- Vi spillede i Nantes, hvor jeg faktisk er født. Her byttede jeg med Lilian Thuram. Det var en stor oplevelse for mig. Vi spillede på La Beaujoire, og jeg kom ind i anden halvleg i kampen, som vi tabte 0-1.

Foto: Søren Steffen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

- Den trøje betyder meget for mig, fordi det netop var i Nantes og imod et fantastisk fransk hold. Så jeg har nogle fede landsholdstrøjer. Men jeg tror, at de bedste trøjer er nok dem fra Champions League og fra den græske liga

- De betyder rigtig meget for mig. Det var tre fede år, jeg havde dernede. Det var det virkelig.

Jan Michaelsens kærlighed til fodboldtrøjer stråler ud af ham gennem hele interviewet.

Han har endda selv skabt en podcast, hvor han sammen med blandt andre tidligere danske fodboldkoryfæer så på karrierens fodboldtrøjer og gik i dybden med de mange anekdoter.

Kærligheden er nu også smittet en smule af på Jesper Sørensen, som Michaelsen arbejder sammen med i Vancouver Whitecaps.

- Jeg har jo samlet fra de danskere, som vi har mødt. Det er virkelig skægt, og nu har Jesper faktisk også taget det til sig. Han har kopieret mig lidt på det område, og det skal han have lov til.

- Jesper har jo ikke så mange trøjer fra sin egen karriere, da han aldrig spillede i udlandet, siger Jan Michaelsen med et glimt i øjet.

Foto: Anne-Marie Sorvin/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvis man vil høre mere om Jan Michaelsens anekdoter om fodboldtrøjer og karrieren, hedder hans podcast ’Bag om trøjen’. 

Podcast Cover

Hvor er linjen, dommer?

Ugens Suppe | Afsnit 8

Hvor er dommerlinjen i Superligaen? I ugens afsnit af Ugens Suppe kigger vi på, hvordan oplevelsen kan løftes for alle aktører, og hvor nogle af problemerne omkring dommergerningen ligger. 

Læs mere
-57:03

Artiklen fortsætter efter indholdet

PL - 16. runde

FT

ARS

2 - 1

WOL

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce