André Rømer har været i gang i OB et par uger, og de første par testkampe er nu overstået for den tidligere FC Midtjylland-spiller, der er godt tilfreds med starten.
- Jeg er faldet rigtigt godt til. Det er nogle gode gutter og et let miljø at falde ind i. Alle snakker med alle, og det har været meget nemt at falde til, siger Rømer til bold.dk og tilføjer om sin rolle på holdet:
- Der bliver spillet på en lidt anden måde. Kent vil gerne spille 4-4-2, mens vi i FCM spillede med tre mand på midtbanen meget af tiden. Backen er lidt det samme, men på midten er det lidt anderledes, og det skal jeg lige vænne mig til.
- Men det er der, jeg helst vil spille. Jeg kan udvikle mig mest på midtbanen, og det var også der, jeg spillede som ungdomsspiller. Det er det mest naturlige for mig, og der jeg føler mig bedst tilpas.
OB overvintrer som nummer otte i Superligaen, men fynboerne hører til længere oppe, mener Rømer.
- Jeg skiftede til OB for at spille en masse fodbold, hvilket der ikke var meget tilbage af for mig i FCM. For mig er OB en stor klub, som har været nede i en bølgedal i de senere år. Men jeg regner med, at de kan komme tilbage, og det vil jeg meget gerne bidrage til.
- Top seks er vores helt klare målsætning i denne sæson, og jeg mener også, vi har holdet til det. Men det bliver den klassiske med at tage en kamp ad gangen for os i foråret, siger Rømer, der fredag drager med truppen til Spanien for at fortsætte forberedelserne:
- Jeg er lidt træt af at træne på kunst. Det er bare ikke det samme som en rigtig god græsbane, så jeg glæder mig meget til turen.
Rømer og OB har lavet en aftale, der gælder til sommeren 2021.
Henning Andersen/mikael@bold.dk


OB
3F Superliga






























