2022-05-30 12:20:02

Jesper C. om oprykning: Fejret med CL og øl

Den tidligere Superliga-målmand Jesper Christiansen rykkede op i Serie 2 med Vejby/Tisvilde i lørdags, og det blev fejret med manér, siger han til bold.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Selvom Jesper Christiansen er blevet 44 år, så har den tidligere Superliga-målmand ikke helt lagt handskerne på hylden. Han har nemlig hjulpet den lokale klub Vejby/Tisvilde i Serie 3 i foråret, og det har været med bravur. 

I lørdags vandt Vejby/Tisvilde med Jesper Christiansen på mål med hele 6-1 over Ølsted IF, og det var nok til, at Christiansen og co. kunne juble over at have sikret sig en plads i næste sæson af Serie 2. 

Jesper Christiansen siger til bold.dk, at humøret var højt, da oprykningen blev en realitet. 

- Det var fantastisk. Der var god stemning. Med en sejr var vi sikret med to kampe tilbage. Vi hørte også under kampen, at Snekkersten, der lå nummer to, var ved at sætte point til. Jeg tror, at vi kunne have nøjes med en uafgjort. 

- Der var god stemning, og alle de her unge drenge var lykkelige. De glæder sig til at komme op i rækkerne, og de har også ambitioner om at komme højere op end Serie 2, så det var sjovt at være med til og være den lidt gamle, hvor jeg kan se, hvor meget det betyder for de unge, siger Jesper Christiansen til bold.dk. 

Målmanden fortæller, at oprykningen blev fejret med manér, selvom den store afslutningsfest først finder sted 11. juni efter holdets sidste kamp i sæsonen. 

- Efter den sidste kamp, der bliver spillet 11. juni, er der stor afslutningsfest. Jeg tager på ferie på lørdag, så jeg er ikke med i de sidste to kampe, og det har vi vidst hele tiden. Så mit mål var, at vi skulle rykke op inden. 

Artiklen fortsætter efter billedet

International -Jesper C. om oprykning: Fejret med CL og øl
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

- Hvis det skete, så skulle vi fejre det, og det gjorde vi i lørdags med Champions League. Det blev fejret med hygge og Champions League og nogle øl og fodtennis. De unge mennesker spillede beerpong, så det var en god aften.

Er der et par festlige typer i truppen?

- De unge forstår at give den gas, og så føler jeg mig lidt gammel. Da Champions League-finalen var færdig, tog jeg hjem i seng, og de unge tog i byen, så de har nok festet hele natten. 

Ros til trænerteam

Jesper Christiansen mener, at Vejby/Tisvilde har mange spillere med stort potentiale, og spillerne er meget seriøse, selvom der også er plads til sjov og spas til tider. 

Målmanden er så glad for at være i truppen, at han regner med at tage en sæson mere. 

- Jeg er lidt spændt på, hvad vi kan gøre i næste sæson, og jeg tror også, at jeg fortsætter i næste sæson, så det bliver meget sjovt. 

Mener du, at holdet skal forstærke sig, eller kan mandskabet klare sig i Serie 2?

- Jeg tror, at vi kan klare os med det, som vi har nu, i Serie 2. I starten af foråret spillede vi kun træningskampe mod Serie 1- og Serie 2-hold, og vi fik rigtig gode resultater. Trænerteamet, der lige har forlænget deres aftale, Jesper Olsen og Jonas Thomsen er en vigtig del. 

- De har formået at hive de her drenge ind fra nær og fjern, og mange kommer til klubben på grund af det gode sammenhold og det sociale. De hører, at nogle spillere selv henvender sig og vil være en del af det i Vejby. Jeg tror, at vi bliver forstærket. Med de rigtige forstærkninger tror jeg også, at vi kan spille med, hvor det er rigtig sjovt i Serie 2.

De unge lytter

For den tidligere landsholdsmålmand giver det ham meget at give noget videre til de unge, og han kan fornemme, at de unge spillere vil lytte på den rutinerede målmand.

- Det er sjovt at træne og spille med de her hold, som har en masse unge og også har talentet til det. Det er også med at give det noget videre, og de lytter, når man kommunikerer og dirigere inde på banen. Jeg tror også, at de synes, at det er sjovt, at en gammel nisse som mig stadig spiller. 

Tror du, at spillerne er lidt beæret over at spille på hold med dig?

- De synes, at det er sjovt, om de er Brøndbyer eller FCK’er. Vi har spillere, der står på Sektion 12 inde i Parken. Til afslutningsfesten i lørdags viste viceanføreren et billede af ham som syvårig, som han fik taget i FCK-tøj med mig i Parken. Så føler man sig lidt gammel, og de synes også, at det er lidt sjovt og specielt, siger Jesper Christiansen til bold.dk. 

Jesper Christiansen stoppede som målmandstræner i Fremad Amager i april, og han har nu kastet sig over at målmandstræne igennem sit nye firma LionKeeper, hvor Christiansen udbyder målmandstræning til hold eller individuelle spillere.  

I løbet af karrieren blev det til 245 Superliga-kampe, hvoraf 140 af dem var i FC København-trøjen. Han fik også 11 A-landskampe for Danmark.

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce