Jesper Christjansen har spillet et hav af kampe i 3F Superligaen og de danske divisioner, men det bliver ikke til mere for den energiske midtbanespiller.
Christjansen har i en alder af 33 år besluttet sig for at lægge støvlerne på hylden, og efterårets ophold i færøske Runavik blev dermed karrierens sidste.
- Da jeg kom hjem fra Færøerne i december, besluttede jeg mig for, at jeg lige ville tage en måned og mærke efter, hvad jeg gerne ville. Jeg kunne med det samme mærke, at det bare var det rigtige at sige tak for nu. Lysten er der ganske enkelt ikke længere, siger Christjansen til bold.dk.
- Mange har sagt, at man sagtens kan tage to-tre år mere som 33-årig, men det ville ikke være det rigtige for mig. Jeg er ganske enkelt mættet.
- De her måneder, hvor jeg ikke har spillet, har simpelthen været så rare. Jeg skulle mærke efter og har bare nydt ikke at skulle træne hele tiden og spille i weekenden, så det er uden tvivl det rette for mig at stoppe her.
Kan ikke gøre det helhjertet
Efter Jesper Christjansen vendte tilbage fra Færøerne over nytår, har han haft godt med muligheder for at fortsætte karrieren.
Artiklen fortsætter efter billedet

Midtbanespilleren overvejede tilbuddene, men kunne mærke, at det ikke ville være det rigtige at takke ja.
- Jeg har prøvet at spille i divisionerne og ved godt, at det ville være mega fedt at tage til en klub og kæmpe for oprykning eller kæmpe for at overleve, men hvis jeg skulle noget, skulle jeg gøre det helhjertet, og det følte jeg ikke, at jeg kunne.
- Jeg har snakket med en del klubber, også i Færøerne, men jeg har måttet ringe til dem alle og sige, at det ikke var mig, de skulle have. Hvis lysten ikke er der 100 procent, skal man ikke fortsætte.
- Jeg har selv spillet med nogen, hvor man tænkte, at de nok skulle have stoppet for et halvt eller helt år siden, og der ville jeg ikke hen. Jeg føler egentlig, at jeg godt stadig kunne være med, og 33 år er jo ikke meget, men jeg har det godt med selv at sige stop, fremfor at andre gør det for mig.

Foto: Ritzau Scanpix
Slut med fodbold
Jesper Christjansen spillede de første år af sin karriere divisionsfodbold i forskellige klubber og fik først sin første fuldtidskontrakt, da han rykkede til Lyngby.
Nu vender han tilbage til en civil karriere, og fremtiden ligger uden for fodboldens verden.
- Jeg er jo uddannet murer og arbejdede også som murer, før jeg fik min første fuldtidskontrakt i Lyngby, så det har jeg haft muligheden for at falde tilbage til nu her.
- Jeg har længe tænkt på, hvad der skulle ske efter fodbolden, og det er ikke murer, jeg har tænkt mig at skulle lave igen permanent. Jeg har prøvet det og vil egentlig gerne prøve mig selv af i en anden branche.
Kan du se dig selv i en ny rolle inden for fodboldens verden?
- Man skal aldrig sige aldrig, men umiddelbart er jeg færdig, for jeg er fyldt op. Der har været rigtig mange gode oplevelser og også nogle dårlige, og jeg føler bare, at jeg skal prøve noget andet nu.
- Der er mange, der gerne vil blive i fodboldens verden, men det har jeg ikke noget behov for.
Bronze i Lyngby var det største
Jesper Christjansen vil af mange nok især blive husket for at have været en profil på det Lyngby-hold, som for nogle sæsoner siden sluttede på tredjepladsen i Superligaen.
Tiden i Lyngby er da også et af de klare højdepunkter i karrieren.
- Jeg har haft mange gode oplevelser. Jeg blev professionel i Brøndby og vil altid have et hjerte i den klub, så kom tiden i Brønshøj med Bo Henriksen, som var virkelig god.
- Det største i karrieren var selvfølgelig tiden i Lyngby, hvor især bronzesæsonen med David Nielsen og de europæiske kampe var store, og afrundingen i Færøerne var også en kæmpe oplevelse og en god afslutning.
- Jeg nåede at leve af fodbolden, spillede en masse kampe i Superligaen og vandt en medalje, og det er jeg meget taknemmelig for og stolt af. Det har været en god karriere, synes jeg, siger Christjansen til bold.dk.
Jesper Christjansen nåede at spille i Brøndby, LFA, Frem, Hvidovre, Brønshøj, Lyngby og NSI Runavik. Det blev til 85 Superliga-kampe og syv mål, alle for Lyngby.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Lyngby Boldklub
Brønshøj Boldklub
Hvidovre IF
BK Frem
NSÍ Runavík
3F Superliga































