En af de bedste danske spillere ved EM-slutrunden har været Joakim Mæhle, som i den grad har taget patent på landsholdets venstreback.
Især i opgøret mod Belgien var Atalanta-spilleren i hopla, hvor han stod godt i bagkæden, mens han konstant var en trussel mod den belgiske defensiv, og Mæhles første slutrunde er noget, som han er stolt over.
- Det har været helt fantastisk. Selvfølgelig var det et slag, det med Christian, men bortset fra det har det været en fantastisk oplevelse. Som sagt er jeg en af de nye, og det er de færreste, som kommer med til en slutrunde og så endda på hjemmebane.
- Så det har været en kæmpe oplevelse. Vi har stadigvæk en kamp tilbage, og jeg håber og tror på, at vi kan få den samme opbakning.
- Vi mærker det (opbakningen, red.) utrolig meget gennem medierne, når vi bare går rundt på hotellet, men selvfølgelig også til kampene. Vi ser utrolig meget frem til, at vi skal spille den sidste kamp, siger Joakim Mæhle.
Og sikke en kamp, der venter de danske landsholdsspillere, når de mandag aften træder ind på Parkens græstæppe og tørner sammen med Rusland i en direkte duel om videre avancement.
Artiklen fortsætter efter billedet

Danskerne viste dog i opgøret mod Belgien, at de stadig er i stand til at spille fremragende fodbold, og de positive takter skal de tage med til Rusland-opgøret, hvor de nok skal få de tre point.
- Vi har afsluttet mest, men jeg synes heller ikke, at vi har givet nogen chancer væk. Og alligevel står vi her og har indkasseret tre mål og har ingen point. Når det så er sagt, har spillet på banen været mere end godkendt.
- Vi kan trøste os lidt med, at vi har spillet så godt, som vi har gjort. Specielt i kampen mod Belgien, som er et af verdens bedste hold. Der er ingen på holdet, som ikke tror på, at vi kan score eller spille op med Rusland, fordi selvfølgelig kan vi det.
- Hvis vi spiller, som i den sidste kamp, og bringer den selvtillid med, så er jeg sikker på, at vi nok skal vinde, fortæller Joakim Mæhle.
Opgøret mellem Danmark og Rusland bliver sparket i gang klokken 21:00 mandag aften.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
EM
Rusland
Danmark




































