- En katastrofe.
Sådan betegner dansk-libanesiske Bassel Jradi sin sæson i cypriotiske Apollon Limassol.
Spillerne har endnu ikke fået udbetalt sidste års mesterskabsbonus, og nu er Jradi så vraget uden grund i resten af sæsonen.
Den 29-årige offensivspiller fortæller, hvordan klubben er blevet en stor rodebutik, efter Alexander Zorniger blev fyret i efteråret.
- Klubledelsen har virkelig gjort sig umage med at ødelægge truppen med nogle vanvittige beslutninger, siger Bassel Jradi til bold.dk.
- De skiftede et hav af spillere i sommer, efter vi havde vundet mesterskabet, og efter Zorniger blev fyret i oktober, gik alt ned ad bakke.
- Vi har ikke engang fået vores mesterskabsbonus fra sidste sæson.
Zorniger-exit har ødelagt alt
Bassel Jradi skiftede fra kroatiske Hajduk Split til Apollon Limassol i sommeren 2021, fordi den tidligere Brøndby-træner Alexander Zorniger var blevet ansat.
- Jeg skrev primært med klubben på grund af Zorniger. Jeg vidste, det ville blive seriøst og professionelt, og det var en rigtig god sæson, hvor vi vandt mesterskabet.
- Træningerne og setuppet var, som de skulle være, og der var styr på tingene.
- Da Zorniger var der, gik han bare op til bestyrelsen og fik tingene fixet, hvis der var problemer med en spiller. Han bekymrede sig om alt det uden for banen også.
Siden tyskerens exit har der været kaos, og sidste sæsons mesterskabsbonus er endnu ikke blevet udbetalt.
Det skyldes dog ikke, at Apollon Limassol har økonomiske problemer.
- Præsidenten ejer halvdelen af Limassol, han har penge. Det er ikke derfor. Sådan gør man bare nogle gange i de her lande, fordi man kan.
- De ved, at spillerne sidder i udlandet og ikke kan gøre noget. De kan ringe til FIFA og nogle advokater, men det tager sin tid.
Mediechefen fyrer løgne af
Kan det også være for at presse spillere ud af klubben, som man nogle gange ser?
- Det er helt klart også derfor. Jeg er også ude af truppen nu i resten af sæsonen; de har meldt ud, at det er af disciplinære årsager, men det passer ikke.
- De har en mediechef, som siger, lige hvad det passer ham. Der er flere eksempler på, at de decideret fyrer løgne af for at presse nogle spillere ud. Det er sådan, de gør.
Så du har ikke brudt nogle regler, kommet for sent til træning eller andet?
- Overhovedet ikke. Jeg ville være den første til at indrømme, hvis jeg havde gjort noget forkert. Så ville jeg have undskyldt.
- Når man er født og opvokset i Danmark, er man vant til, der er styr på tingene. Det er der bare ikke her på samme måde.
Kommer du til at gå rettens vej i forhold til at få udbetalt din bonus?
- Det er den vej, jeg kommer til at gå, når min kontrakt udløber til sommer, ja.
- For at være helt ærlig er det ikke engang på grund af beløbet. Det er ikke nogle penge, der kommer til at ændre mit liv. Men det er princippet i det.
- De fik deres første mesterskab i 16 år, og så kan man godt være lidt ordentlig og betale. Men det har de ikke haft lyst til.
Har mistet spilleglæden
Forløbet i Apollon Limassol har tæret på Bassel Jradis fodboldglæde.
- Jeg må være ærlig at sige, at min motivation ikke har været den samme, efter jeg har oplevet de her ting.
- Du føler dig ikke respekteret som spiller. Du føler, du bare passer dit job for at få din løn, du har ikke rigtig lyst til at give noget til klubben.
- Selvfølgelig giver man sig 100 procent til træning og kampene, men det har ødelagt lidt af spilleglæden.
- Men jeg ved, jeg får den igen, når jeg kommer et andet sted hen i et fint miljø. Jeg vil bare gerne have noget ro på, især fordi jeg også har fået en datter.
Superligaen kunne være interessant
Bassel Jradi fortæller, at han allerede har modtaget et par konkrete tilbud, men han har is i maven i forhold til fremtiden.
En retur til Superligaen kan sagtens komme på tale.
- Ja, 100 procent. Døren er åben. Jeg har snart været i udlandet i 10 år, så på et tidspunkt skal jeg tilbage. Superligaen kunne sagtens være interessant, jeg lukker ingen døre, siger Bassel Jradi.
Bassel Jradi startede karrieren i B.93 og har været forbi Lyngby, AB og FC Nordsjælland, inden han tog til Strømsgodset, Lillestrøm, Hajduk Split og altså Apollon Limassol.
bold.dk har forsøgt at få en kommentar fra Apollon Limassol. De har ikke svaret på vores henvendelse.



Apollon Limassol


































