









Club Brugge tørster efter at komme tilbage på tronen af belgisk fodbold.
Sidste sæson var det nemlig Union St. Gilloise, der vandt Jupiler Pro League, og da Bruxelles-klubben har fået en sublim start på den nye sæson, er Brugge allerede et stykke efter.
Derfor var der brug for tre point, da Brugge onsdag aften tog imod Westerlo, der som vanligt havde danske Andreas Jungdal mellem stængerne.
Noget overraskende startede Westerlo dog med at score efter bare et minut. Det skulle også blive 2-0 i tillægstiden af første halvleg, hvor det dog også lykkedes Brugge at reducere til 1-2.
I anden halvleg stak det helt af.
To hurtige mål af værterne fra Brugge betød, at Jungdal var blevet passeret tre gange, og at Westerlo nu var bagud med 2-3.
Det ville de dog ikke finde sig i, for med mål efter 61 og 68 minutter stod der nu 4-3, og så var Westerlo pludselig foran igen.
Forhåndsfavoritterne fra Brugge kiggede længe ind i et pointtab, men efter 84 minutter udlignede Nicolo Tresoldi til 4-4, inden et selvmål i overtiden gjorde, at Brugge nu var foran med 5-4.
Selvmålet blev sat ind af Westerlos Emin Bayram, men tyrkeren sørgede for at gøre skaden god igen.
I det ottende minut af tillægstiden scorede han nemlig og sørgede for et slutresultat på 5-5 i en vild kamp, hvor Andreas Jungdal spillede fuld tid og blev passeret fem gange.
Du kan se stillingen i den bedste belgiske række her.


Club Brugge
Westerlo
Jupiler Pro League



































