




Kenneth Zohore åbnede sæsonen med at score i første Championship-kamp. Derefter holdt han scoringspause i de efterfølgende otte kampe - men tirsdag aften fik angriberen hul på bylden igen.
I topbraget mod Leeds scorede Kenneth Zohore to kasser i Cardiffs 3-1-sejr - og det kom ikke bag på hans holdkammerat Junior Hoilett, som selv stod for den sidste scoring.
- Jeg fortalte ham før kampen, at han ville score to mål, så det var dejligt. Man kunne se på den måde, han arbejdede, at han var glad for at score målene, siger Junior Hoilett ifølge Wales Online.
- Han havde brug for det for at få selvtilliden i top igen. Jeg har hele tiden fortalt ham til træning, at han nok skulle score. Det var bare en lille dårlig periode for ham, og man ved, at det med hans talent ville ske igen. Forhåbentlig når han 20 scoringer i denne sæson, siger Hoilett.
Med tirsdagens sejr er Cardiff på førstepladsen i Championship. Den walisiske klub har tre point ned til Leeds.


Cardiff
Championship
































