Bohemian FC leverede en flot præstation, men måtte se sig slået med 2-3 på MCH Arena mod FC Midtjylland.
Dermed røg det irske mandskab samlet ud med 2-5 i Conference League-kvalifikationen.
Efter kampen var klubbens cheftræner, Alan Reynolds, godt tilfreds med sit mandskab, selv om det endte med et nederlag.
- Vi kom uden frygt, og vi havde en plan for, hvordan vi ville spille og score. Vi ville gøre os gældende, selv om FCM har et højt niveau og har gjort det godt tidligere.
- Jeg føler, at vi lykkedes, og at vi skabte problemer for dem, siger træneren.
Efterfølgende blev Alan Reynolds spurgt ind til, om det var overraskende, at mandskabet kunne skabe problemer for FCM, hvorefter han begyndte at rose midtjyderne.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Nej, men jeg vil sige, at FCM virkelig har kvalitet i deres hold. De har VM-spillere, og der er virkelig exceptionelle talenter i truppen.
- De har spillere, der på et øjeblik kan vinde kampen for dem, hvis vi stoppede med at koncentrere os, men jeg er glad for, at vi kunne skabe problemer for dem, siger Alan Reynolds.
Er der en specifik spiller, der imponerede dig?
- Osorio kom ind lige før pausen. Jeg havde selvfølgelig kigget på ham og analyseret ham, men han var helt utrolig.
- Det kunne man med det samme se, da han kom på banen, så vi køber ham måske, siger træneren med et stort grin.
Ifølge Transfermarkt er hele det irske mandskab knap fem millioner euro værd. På Transfermarkt er Dario Osorio 15 millioner euro værd.

FC Midtjylland
Bohemian FC
ECL-kval


































