


Argentina og Saudi-Arabien tog klokken 11:00 hul på tirsdagens VM-program, da nationerne tørnede sammen på Lusail Iconic Stadium i Qatar.
Kampen var kun to minutter gammel, da Argentina rørte på sig for første gang.
Lionel Messi opsnappede en løs bold i saudiarabernes felt, hvorfra han burde have sparket bolden i kassen, men Mohammed Al Owais afviste argentinerens skud.
Kort efter stjal VAR fokus efter et hjørnespark, da dommeren blev kaldt ud til skærmen på sidelinjen for at tjekke, om den argentinske midtbanespiller Leandro Paredes blev holdt i feltet på ulovlig vis.
Dommeren, Slavko Vincic, pegede efterfølgende på pletten, og så kunne Lionel Messi rode bod på den brændte chance. PSG-stjernen slog koldt vand i blodet og sendte bolden roligt og sikkert i mål med en kølig inderside.
Offside-show
Efter scoringen kom Saudi-Arabien bedre med i spillet, hvilket dog virkede til at passe argentinerne fint, da det gjorde, at de konstant kunne sende bolden i dybden eller slå kontra.
Artiklen fortsætter efter billedet

Taktikken virkede strålende, men argentinerne havde store problemer med at løbe offside.
Lionel Messi og Lautaro Martinez kom således begge i gunstige situationer, hvor de fik sendt bolden i netmaskerne, men begge scoringer blev annulleret grundet offside i opspillet.
For Martinez' vedkommende skete det hele to gange, hvoraf den første scoring dog var mest grel, da jublen først blev punkteret, da Saudi-Arabien stod klar til at give bolden op.
Offside-kendelserne gjorde, at stillingen forblev 1-0 til Argentina frem til pausefløjt.
Chokstart efter pausen
Anden halvleg startede som lyn og torden, da Saudi-Arabien fik udlignet efter kun tre minutters spil – i det 48. minut. Her var offensivspilleren Saleh Al Shehri på pletten med en drilsk afslutning, der lige akkurat sneg siden udenom Aston Villa-keeperen Emiliano Martinez.
Argentina virkede rystede, og det udnyttede saudiaraberne til fulde. Fem minutter efter udligningen tog de således føringen, da midtbanespilleren Salem Al Dawsari trak ind i banen og hamrede bolden over i det lange målhjørne.
Et smukt mål, der altså sendte Saudi-Arabien foran i kampen, hvor Argentina var helt ved siden af sig selv i forhold til første halvleg.
Argentinsk stress
Udsigten til et pinligt nederlag virkede til at stresse argentinerne, der kæmpede for at lave en ny kovending i kampen – denne gang til deres fordel.
Saudiaraberne udnyttede alle muligheder for at trække tiden til stor frustation for Argentina, der fik mere og mere travlt, som kampen skred frem.
Efter 63 minutters spil kom indskiftede Lisandro Martinez først på bolden i saudiarabernes felt. United-stopperens afslutning røg via venstrebacken Nicolas Tagliaficos ben mod mål, men her var Mohammed Al Owai på pletten med en parade.
Heroiske saudirabere
Saudi-Arabien kæmpede en brav kamp for at holde Argentina fra fadet. Veltimede tacklinger, stærke redninger og mange sure meter i benene gjorde, at argentinerne havde svært ved at nedbryde Saudi-Arabiens defensiv.
Med ti minutter tilbage af opgøret blev Argentina tildelt et frispark i en udmærket position. Lionel Messi gik til bolden, men afslutningen havnede et stykke over mål.
Fire minutter senere var Messi igen på spil. Denne gang kom han først på et indlæg ved bagerste stolpe, men igen manglende skarpheden, og Al Owai kunne forholdsvis let gribe hovedstødet på målstregen.
Lang overtid
Dommeren lagde otte minutter til den ordinære spilletid. Det gav Argentina en sidste mulighed for at lægge et tungt tryk på Saudi-Arabien.
Indskiftede Julian Alvarez var tæt på at udligne i overtiden, men Manchester City-angriberens skud blev blokeret på målstregen.
Efterfølgende fløjtede dommeren også for frispark i opspillet til chancen, og derfor kunne saudiaraberne ånde lettede op.
Selvsamme Alvarez kom frem til endnu en chance senere i overtiden, men hovedstødet havde ikke nok kraft til at overliste Al Owai.
Det lykkedes aldrig for Argentina at sende bolden i netmaskerne, og derfor led det et særdeles skuffende og overraskende nederlag i deres første gruppekamp ved VM.
Saudi-Arabien kunne modsat juble over den sensationelle 2-1-sejr, der betyder, at de indtager en foreløbig førsteplads i gruppe C.

VM
Argentina
Saudi-Arabien




























