Brøndby er klar til kvartfinalen i Oddset Pokalen efter en 1-0 sejr over FC Midtjylland, der nu kan fokusere på Europa League og et forsvar af førstepladsen i Superligaen.
Men det skete ikke efter stor dramatik og en udvisning af Mileta Rajovic, der både blev matchvinder og samtidig dummede sig og sparkede ud efter en modstander.
Det kostede et direkte rødt kort og betød, at Brøndby måtte spille i undertal i 40 minutter.
Som det var tilfældet i februar, hvor Brøndby spillede 73 minutter i undertal mod FC Midtjylland, var det ikke et handicap i torsdagens pokalopgør.
16.575 tilskuere fik set, at Brøndby trods modgang i Superligaen stod sammen og fightede for hinanden på banen i de 40 minutter, hvor de spillede i undertal.
Mestrene fra FC Midtjylland leverede en blodfattig indsats. De var totalt ufarlige i et opgør, hvor de slet ikke truede Patrick Pentz i Brøndby-målet.

Artiklen fortsætter efter billedet

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Sparkede ud efter Bech
Det dramatiske højdepunkt kom kort ind i anden halvleg, da Mileta Rajovic blev udvist efter en tåbelig handling.
I feltet var Mads Bech og Mileta Rajovic i infight. Rajovic og Mads Bech skubbede til hinanden. Bech væltede, og Rajovic sparkede siden ud efter ham.
Jakob Kehlet havde ikke set episoden, hvor Mileta Rajovic først væltede Mads Bech og siden sparkede ud efter ham.
Da der ikke er VAR-dommere i pokalturneringen, var det en vaks fjerdedommer, der havde set, hvad der var foregået. Efter en kort snak på sidelinjen, greb Jacob Kehlet til baglommen og udviste en uforståelig Mileta Rajovic, der slog opgivende ud med armene, mens han forlod banen.
Opgøret udviklede sig i en ond retning. Både Dario Osorio og Emiliano Martinez lænede sig gevaldigt op ad et rødt kort, men slap med en advarsel. Det så ud til, at Osorio nikkede en skalle til Yuito Suzuki.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Brøndby dominerede
Brøndby gav chancen til Filip Bundgaard i fraværet af Nicolai Vallys, mens Mileta Rajovic var sendt i front på bekostning af Mathias Kvistgaarden. Og det skulle vise sig at være en ganske fornuftig beslutning.
Hos FC Midtjylland havde Thomas Thomasberg skiftet hele fem mand fra søndagen sejr over AGF.
Det brød rytmen og flere af dem havde svært ved at finde fodfæste. Specielt Valdemar Byskov, Joel Andersson og Denil Castillo. Centralt fik rutinerede Emiliano Martinez slet ikke fat i noget.
Brøndby styrede og kontrollerede spillet før pausen, hvor FC Midtjylland i lange perioder var statister. Det var reelt spil til ét mål.
Samme opskrift
Brøndby pressede højt og specielt i venstresiden var Clemet Bischoff en evig trussel overfor Joel Andersson, der kæmpede med at holde trit med de hurtige fødder hos den unge Brøndby-spiller.
Man skulle tro, at FC Midtjylland havde lært noget fra 0-2 nederlaget i oktober mod Brøndby.
Det havde de tilsyneladende ikke. For Brøndbys scoring før pausen var en tro kopi af en af scoringerne fra den kamp.
Clement Bischoff var i oplæggerens rolle, da han trak fri i venstre side, mens Mileta Rajovic kom foran Victor Bak i feltet og scorede på sit tredje hovedstød mod FC Midtjylland på under én måned.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Motorvejen var direkte mod reservekeeper Jonas Lössls mål før pausen. Han diskede op med en stor redning på Yuito Suzukis afslutning fra kanten af feltet, mens FCM-keeperen også var på sin plads på to farlige afslutninger fra Filip Bundgaard.
FC Midtjylland var heldige, de ikke fik et straffespark imod sig i en situation, hvor Ousmane Diao havde fat i skulderen på Yuito Suzuki, der var forbi FCM-stopperen. Det lignede et straffespark, som Jacob Kehlet ikke dømte.


FC Midtjylland
Brøndby IF
Oddset Pokalen




































