


Kolding og Hvidovre lå side om side med seks point hver i bunden af 1. division før de to holds kamp fredag aften.
Der var derfor vigtige point på spil, og det var også til at fornemme i kampen. Begge hold lagde meget stille ud, og der var ingen af dem, der var meget for at sætte bolden for meget på spil.
Efter lidt over et kvarter fik Hvidovre straffespark, da en Kolding-spiller havde hånd på bolden i feltet.
Kolding-keeper Frederik Ibsen diskede dog op med en flot redning og sørgede for, at der fortsat stod 0-0.
På det efterfølgende angreb var det Hvidovre-keeper Marco Brylov, der måtte hive en flot redning frem på en afslutning fra Oliver Drost.
Mod slutningen af første halvleg fik Kolding etableret et pres og skabt et par chancer, og minuttet før pausen gav det pote, da de fik et straffespark.
Det tog Drost sig af, og han sparkede sikkert værterne foran i den vigtige bundkamp. 1-0 ved pausen.
Begge hold havde muligheder til at score i anden halvleg, men flotte redninger fra målmændene i begge ender forhindrede scoringer.
Til sidst begyndte det at se svært ud for Hvidovre, da Morten Nielsen fem minutter før tid fik sit andet gule kort i sin debut og dermed rødt.
Hvidovre måtte derfor spille færdig med ti mand, men alligevel fik de skabt muligheder til sidst.
Først fik de fremskaffet sig et hjørnespark, hvor målmand Brylov blev hentet med frem, men det fik Kolding afværget.
Men i allersidste sekund fik Hvidovre udlignet.
Veteranen Kim Aabech kom højest på et indlæg på bagerste stolpe, og så sendte han hele Hvidovre-holdet i ekstase med sin sene udligning til 1-1.
1-1-resultatet rykker ikke meget på tingene for nogle af holdene. De ligger fortsat henholdsvis nummer ni og ti i 1. division.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Hvidovre IF
Kolding IF
Betinia Liga

























