

Det gik vildt for sig på Estádio da Luz tilbage i januar.
Med en scoring i tillægstiden mod Real Madrid sikrede Benfica-målmanden Anatoliy Trubin sit mandskab videre avancement i Champions League.
Tirsdag aften stod de to mandskaber igen over for hinanden i Lissabon i den første af to playoffkampe.
Og det blev endnu en gang et opgør, der udviklede sig dramatisk.
I de første 45 minutter var der ellers længe tale om et roligt opgør, der bølgede frem og tilbage.
Efter en lovende Benfica-start vågnede Real Madrid en anelse op, men ingen af mandskaberne formåede for alvor at blive farlige.
På den måde var det tydeligt, at der var tale om et dobbeltopgør, hvor det hele først ville blive afgjort på Santiago Bernabéu om en uge.
Artiklen fortsætter efter billedet

Men i de sidste minutter af første halvleg skruede de spanske gæster op for tempoet.
Real Madrids offensive profiler begyndte at udfolde sig, og det resulterede i en gigantisk chance til Kylian Mbappé.
Den franske superstjerne fik driblet sig fri til en skudchance tæt under mål, men den flade afslutning manglede kvalitet og blev afværget.
Et halvt minut senere var det Arda Gülers tur til at forsøge sig fra en mere spids vinkel, men også denne gang kom Anatoliy Trubin i Benfica-målet i vejen.

Drømmemål og kæmpe dramatik
Efter pausen steg pulsen dog for alvor i Lissabon - både på og uden for banen.
Bare fem minutter inde i anden halvleg modtog Vinicius Jr. bolden i venstresiden, tog et træk ind i feltet og hamrede den op i det lange hjørne.
En sand drømmekasse fra brasilianeren, der fejrede scoringen ved at gestikulere mod Benfica-fansene - og derfra stak det af.
I første omgang modtog Real Madrid-stjernen et gult kort af kampens dommer for sin opførsel, men kort tid efter blev kampen afbrudt.
Det skete, efter Benficas Gianluca Prestianni tog sin trøje op til munden og ifølge den spanske avis Marca sagde ‘abe’ til Vinicius Jr.
Det fik prompte målscoreren til at løbe hen til kampens dommer og udpege Benfica-spilleren, inden diskussionerne fortsatte ude ved bænken.
Nu var UEFA's antiracismeprotokol blevet aktiveret af dommer François Letexier.
Både José Mourinho og Álvaro Arbeloa var at finde inde på banen i en stor klump af spillere og stab, der var involveret i tumulten, mens Vinicius Jr. så ud til at forklare, hvad der var sket.
Et stabsmedlem fra Benfica modtog undervejs et rødt kort, inden dommeren til sidst kaldte de to anførere hen til en samtale, hvorefter spillet kunne genoptages efter mere end syv minutters afbrydelse.

Mourinho så rødt
Nu skulle hjemmeholdet jagte en udligning, og Benfica formåede også at bide fra sig.
Det førte til flere pæne muligheder, men Real Madrid-defensiven holdt stand, og i det 85. minut tændte José Mourinho af på sidelinjen.
Efter en tackling, hvor den portugisiske træner ville have endnu et gult kort til Vinicius Jr., var det i stedet ham selv, der endte med at få to af slagsen for at brokke sig massivt.
Dermed modtog han et rødt kort og måtte se den resterende del af opgøret fra tribunen.
Herfra kunne portugiseren efter hele 12 minutters tillægstid se Real Madrid-spillerne fejre en 1-0-sejr.
En sejr, der betyder, at den spanske storklub står med det bedste udgangspunkt forud for returopgøret på Santiago Bernabéu.
Den samlede vinder booker en billet til Champions League-ottendedelsfinalerne.

Dansk oprejsning i Europa
Hattrick | Afsnit 164Efter en jammerlig første uge for de danske hold i Europa, slog AGF, FCK og FCN tilbage i denne uge, mens FCM skuffede på ny. Vi ser nærmere på koefficientregnskabet.
Læs mere
Benfica
Real Madrid
Champions League

























