Danmark skal lørdag gøre arbejdet færdig, når Belarus kommer i Parken.
Gruppens svageste modstander skal besejres og gerne klart, selv om alle kan huske, at Skotland ikke kom let til 2-1 sejren over dem for blot én måned siden.
- Vi har respekt for Belarus og skal ikke være bange for at komme bagud, siger Brian Riemer.
Samtidig med Danmarks opgør lørdag spilles også en kamp i Piræus i Grækenland, hvor Skotland er på besøg.
Den kamp har en særlig dansk interesse, fordi netop Skotland er modstanderen tirsdag i Glasgow i det, der kan blive gruppefinalen.
Derfor har Brian Riemer ikke overladt noget til tilfældighederne i selve planlægningen.
- Never change a winning team, som man siger. Derfor har vi også Thomas Kahlenberg på plads i Piræus til det opgør, forklarer Brian Riemer.
Den tidligere landsholdsprofil og Brøndby-ikon har gennem hele kvalifikationen været den scout, som Brian Riemer har sendt rundt for at spionere modstanderne undervejs i kvalifikationen.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
- Thomas har leveret et fuldstændig fantastisk stykke arbejde. Jeg er meget glad for den indsats, han har leveret undervejs, forklarer Brian Riemer, der fremhæver Kahlenbergs evne til at se og analysere fodbold.
- Thomas er vanvittig god til at se fodbold. Samtidig har han et godt billede af, hvad vi vil.
- Han har investeret mange timer i vores møder og ved vores træning. På den måde har han et godt billede af, hvad vi kigger efter hos en modstander, pointerer Brian Riemer, der dog har en ændring på programmet til lørdagens kamp.
- Lørdag har vi en liveforbindelse kørende til Piræus. Det har vi, fordi resultatet kan have afgørende betydning for vores muligheder for at komme til VM.
- Samtidig er målscoreren altafgørende. Derfor er det godt for os at vide, hvordan kampen i Grækenland udvikler sig undervejs, pointerer han.
Søndag skal Thomas Kahlenberg fremlægge sin rapport og analyse af Skotland overfor Brian Riemer.
Danmark møder Skotland tirsdag i Glasgow.
Thomas Kahlenberg nåede 47 landskampe for Danmark og scorede fem mål. Han spillede sin sidste landskamp i 2015, da Danmark tabte 1-2 i en EM-kvalifikationskamp.

Kan AGF-fiasko gavne Danmark?
Hattrick | Afsnit 172Dagens Hattrick starter med en beretning fra AGF's 0-4-nederlag i Baku, der resulterede i et exit fra Champions League-kvalifikationen.
Læs mere

Danmark







































