Det har bestemt ikke stået stille i Kolding IF de seneste par dage.
Søndag sikrede klubben sig en plads i top-6, tirsdag ophørte samarbejdet med Albert Rudé, og torsdag blev Jonas Kamper præsenteret som ny cheftræner.
Kolding og Rudé var enige om at gå hver til sit, men en af årsagerne til bruddet var forskellige værdier.
Det fortæller Head of Football i Kolding IF, Niklas Nürnberg, til Bold.
- Vi har jo været enormt glade for Albert og det, som han har bragt til klubben. Det var virkelig, hvad vi havde brug for, da vi tog ham ind.
- På et eller andet tidspunkt slutter cyklussen, og vi havde nok håbet på, at det varede lidt længere. Men vi fandt ud af og var enige om, at vi havde fået det ud af det, vi kunne.
- Albert har virkelig hævet barren. Han har været med til at videreudvikle en spillestil og lægge på med hensyn til en professionel arbejdsgang. Nu var det næste vigtige for os, at vi fandt lidt mere tilbage til nogle af de kulturelle værdier, der har været vores styrke tidligere.
- Han havde lyst til at tage det i en lidt anden retning. Vi var ikke rygende uenige, men vi så lidt forskelligt på det, og så var det oplagt at skilles som gode venner, siger Nürnberg.
Oplagt
38-årige Albert Rudé er spanier, og dernede kan der godt herske en anden tilgang til, hvordan trænerarbejdet skal udføres.
Kolding ville gerne have en træner med mere fokus på omklædningsrummets dynamikker.
- Tilgangen er primært anerledes i forhold til, hvad trænerelationen er til spillerene. Albert repræsenterer nok mere en manager-rolle, hvor der er stor faglighed og autoritet.
- Der sættes en mere overordnet retning, men det er også en tilgang, hvor man ikke er ligeså meget i øjenhøjde med spillerne, som vi er vant til på vores breddegrader.

- Vi har gang i en masse gode ting, men vi vil gerne have boostet omklædningsdynamikken, og her var det oplagt at gå med Kamper til den rolle, siger Nürnberg til Bold.
Kolding-bossen uddyber, at der ikke var en bedre kandidat til jobbet end Jonas Kamper.
- I forhold til det næste skridt i vores udvikling var det dels vigtigt at få en ind, som er skolet i den danske skole og værdier, men især en, som stemmer overens med klubbens værdier og kender dem indgående.
- Lige nu var der ikke nogen bedre kandidat end Jonas Kamper. Han har tidligere været her i tre år, hvor han udviklede sig. Vi kender hinanden godt, og vi ved, hvad hinandens styrker og svagheder er.
- Vi er meget afstemt omkring retning, så det var oplagt at hive fat i Kamper, da vi fandt ud af, at vi ikke skulle fortsætte med Albert.
Nys om Kamper-exit
Med to dage mellem bruddet med Rudé og ansættelsen af Kamper kan man hurtigt komme til at tænke:
Hvordan ser tidslinjen ud?
Niklas Nürnberg fortæller, at bruddet med spanieren ikke rammer som et lyn fra en skyfri himmel.
- Det har været en dialog, der er stået på længe. Der har været en masse løbende evalueringer med Albert.
- Tingene er så gået i en bestemt retning, og da vi afslutter grundspillet, var der en form for naturligt skæringspunkt.
- Så det har været undervejs og er ikke noget, der rammer fra en skyfri himmel. Men det har heller ikke været bestemt i lang tid, siger Nürnberg.
Jonas Kamper var i Kolding fra 2021 til 2024, hvor han var træner for U19-holdet, og det gjorde ansættelsesprocessen kort.
Nürnberg havde endda hørt, at Kamper var på vej væk fra Horsens.
- Det er altid et spørgsmål om, hvem der er til rådighed. Vi kender Kamper godt, og vi havde hørt om hans situation i Horsens, hvor han var på vej til at stoppe.

- Så er det klart, at han pludselig bliver meget relevant for os. Det har været en relativt kort proces, og det er, fordi vi kender ham så godt, som vi gør.
- Det var vores mål, at vi skulle have noget på plads relativt hurtigt, også for at vise at der ikke skal laves en revolution. Vi fortsætter langt henad vejen af samme retning, som vi er på nu.
- Jonas køber ind på de ting, vi gør, men han kommer så ind med sine justeringer, som primært handler om det personlige, afslutter Kolding-bossen
Niklas Nürnberg oplyser slutteligt, at der ud over Rudé ikke ændres i staben.
Kolding indtager femtepladsen i Betinia Liga. Du finder stillingen her.


Kolding IF
Betinia Liga





































