


Kasper Dolberg startede på banen for Nice, da Ligue 1-mandskabet lørdag aften tog på besøg hos Montpellier i jagten på tre point.
Værterne havde hentet fire point i de første fire kampe, mens Nice havde fået en god sæsonstart med ni point i de første fire kampe.
Det blev dog ingen drømmedebut for Kasper Dolberg, selv om han efter godt en halv times spil kunne have noteret sig for noget af en assist. Med hælen spillede danskeren Pierre Lees-Melou helt fri, men midtbanespillerne brændte friløberen.
De to kunne dog sammen med holdkammeraterne juble over kampens første scoring efter 34 minutters spil. En bold endte hos Adrien Tameze på kanten af feltet, hvor han bragede kampens første mål i kassen.
Men Nice nåede ikke mere end tre minutter i front.
Montpellier fik hjørnespark og sendte det i feltet, hvor Daniel Congre fik panden på. Keeperen kunne kun halvklare forsøget, og Andy Delort var hurtig over riposten og headede udligningen i kassen.
Ti minutter efter pausen blev det også til 2-1 for værterne. Denne gang var det Delort med assisten, da han forlængede en høj bold og sendte Florent Mollet i løb mod mål. Fra en spids vinkel sparkede han bolden i kassen til 2-1.
Kasper Dolberg blev udskiftet efter 78 minutter, men hverken med eller uden danskeren på banen formåede Nice at finde det udlignende mål.
Kampen sluttede derfor 2-1 til hjemmeholdet, der spillede sig op på syv point i Ligue 1 - to bag dagens modstander fra Nice.


Nice
Montpellier
Ligue 1

























