Katrine Veje har fået fremtiden på plads.
Tidligere på ugen skrev danskeren, at hun forlod italiensk fodbold, hvor hun var på kontrakt i Roma.
Nu er turen så gået til Mexico, hvor Veje har sikret sig en kontrakt med Toluca FC i den bedste række. Men det mexicanske eventyr startede som et mareridt.
Veje fik natten til søndag dansk tid debut for Toluca FC, da hun startede inde mod Monterrey. Her endte Toluca med at tabe hele 1-5.
Veje blev taget ud i pausen efter en første halvleg, hvor hun havde fået et gult kort, mens Monterrey allerede havde scoret tre mål.
Resultatet betyder, at de to hold bytter plads i ligaen, hvor Veje og co. nu er på tredjepladsen.
Dermed er 35-årige Veje nu i gang med endnu et spændende kapitel i sin karriere, hvor hun har været vidt omkring.
Veje kan skrive klubber som blandt andre FC Rosengård, Brøndby IF, amerikanske Seattle Reign FC, Montpellier, Arsenal, Everton, Crystal Palace og Roma.
Men nu er der mexicansk på menuen for Katrine Veje.


Toluca
























