




FC Midtjylland-stopperen Daniel Høegh fik sig lidt af en overraskelse, da dommer Jakob Kehlet hev det røde kort op af lommen.
Det røde kort blev hurtigt lavet om til et gult kort, og Høegh kunne dermed ånde lettet op.
Situationen, hvor Kehlet giver det forkerte kort, kan ses i klippet øverst i artiklen.
Til bold.dk fortæller Jakob Kehlet, at han ved en fejl kom til at tage det forkerte kort op af lommen.
- Det var simpelthen en tanketorsk. Jeg vidste godt, at det skulle være gult, men jeg kom ved en fejl til at tage det røde op. Det gik lige et sekund, inden jeg opdagede det, og så skulle det selvfølgelig ændres. Det var fint, at det lige blev ændret, fortæller Jakob Kehlet til bold.dk.
Det røde kort gav også en del reaktioner fra de yderligere dommere, der hurtigt fortalte Kehlet om fejlen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- De nåede også at melde ind til mig i øret, for de kunne godt se 'hvad fanden laver du? Den rammer du altså forkert den der', og så tænker jeg 'Gud ja' og fik det rettet med det samme, fortæller Jakob Kehlet med et smil på læben.
I mandagens kamp mellem Brøndby og FC Midtjylland var der også andre kendelser, der har skabt diskussion på de sociale medier.
Sigurd Rosteds hånd på bolden, der gav straffespark til FCM. Raphael Onyedikas knæ-stempling på Blas Riveros, der ikke engang gav frispark.
- Jeg har ikke nogen kommentarer til de øvrige kendelser. De første 24 timer har de mulighed for at appellere osv., så jeg kan ikke rigtig kommentere på tingene.
- VAR tjekkede selvfølgelig situationen med Onyedika, og de vurderede ikke, at det var en klar og åbenlys fejl, fortæller Jakob Kehlet til bold.dk.
Kampen mellem Brøndby og FCM endte med en 3-1 sejr til de midtjyske gæster, der nu kun er tre point efter FCK i kampen om det danske mesterskab.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC Midtjylland
Brøndby IF
3F Superliga





































