

Silkeborg var tæt på et flot comeback, men er ude af Europa League-kvalifikationen
De rødblusede skulle bruge en sejr på mindst to mål som følge af et 1-3-nederlag i Norge i sidste uge.
Og det lignede pludselig i anden halvleg, at de havde netop det, da Silkeborgs nyerhvervelse Ramazan Orazov kunne prikke bolden i mål 3-1.
Desværre for Kent Nielsen og Silkeborg fandt VAR en marginal offside i opspillet til målet.
Tre minutter senere gjorde det heller ikke Kent Nielsens humør bedre, at VAR var med til at ændre et gult kort til til et rødt til selvsamme Orazov.
Silkeborg-træneren lagde efterfølgende ikke skjul på hans skuffelse over de to kendelser.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg tror, det er det værste, jeg har været med til. Alt går ligesom i mod os i de minutter.
- Molde-spillerne er ikke oppe og køre, da vi scorer, så offsiden var selvfølgelig snert. Det er heller ikke sådan, at det røde kort umiddelbart er soleklart, sådan som jeg ser det. Så den havde jeg det også meget svært ved, fortæller Kent Nielsen til den fremmødte presse.
Kent Nielsen fandt dog trøst i, at hans mandskab formåede at samle sig selv op efter VAR-episoderne.
- Det er en ny facet i international fodbold, at man kommer helt op over en scoring, som så kan blive taget fra en, og så skal man efterfølgende have samlet sig sammen. Det er ikke verdens nemmeste ting at gøre, men det kunne vi.
- Der skal lyde kæmpe stor ros til holdet. Jeg synes, vi ryger ud på de mindst mulige marginaler i dag.
Kent Nielsen og Silkeborg er trods nederlaget ikke færdig i Europa endnu. Torsdag venter KAA Gent fra Belgien i Conference League-kvalifikationen.

Silkeborg IF
Molde
EL-kval




































