Reglerne i Kina har det med at være lidt strammere, end vi kender dem i Danmark.
Det kommer nu også til udtryk på det kinesiske fodboldlandshold, for her bliver det nemlig forbudt at lade sig tatovere for spillerne.
Er en spiller allerede tatoveret, så skal han have tatoveringen fjernet eller sørge for at dække den til, når han optræder med landsholdet, så han kan fremstå som en eksemplarisk samfundsborger.
- Det er strengt forbudt for spillere på landsholdet og U23-landsholdet at få nye tatoveringer, og de, som allerede har tatoveringer, rådes til selv at fjerne dem, skriver Kinas General Administration of Sport ifølge Reuters.
Forbuddet gælder altså på alle niveauer af landshold og Reuters skriver videre, at det bliver forbudt at udtage spillere på U20-niveau eller yngre, hvis de er tatoveret.


Kina U23































