



Paris Saint-Germain har været urørlige i den franske Ligue 1 denne sæson. Onsdag aften fik man besøg af Lorient i træner Laurent Blancs kamp nummer 100 i spidsen for holdet.
PSG fik en fornem start på kampen. Zlatan Ibrahimovic lagde med ydersiden bolden frem til Edinson Cavani. Han rundede målmanden og lagde kuglen ind til 1-0.
Men Lorient ville også være med. Efter små 20 minutter spillede Raphael Guerreiro et-to med Abdul Majeed Waris. Waris lagde bolden til rette med hælen, og fra en spids vinkel sparkede Guerreiro flot udligningen i kassen. 1-1 ved pausen.
Ti minutter inde i anden halvleg lynede rækkens topscorer. Lavyin Kurzawa lagde fladt bolden ind i feltet, hvor Zlatan Ibrahimovic ugeneret dirigerede sin 20. sæsonscoring i nettet.
20 minutter før tid headede en Lorient-forsvarer bolden ned for fødderne af Kurzawa. Han sparkede første gang og flugtede på smukkeste vis PSG på 3-1.
Det blev kampens sidste mål, så PSG snuppede den 21. ligasejr af 24 mulige denne sæson. Der er hele 24 point ned til Monaco på andenpladsen.


Lorient
PSG
Ligue 1























