Jürgen Klinsmann har ikke været i job siden starten af 2020, hvor han forlod Hertha Berlin efter en hektisk periode, som blot varede ti uger.
Klinsmann savner dog at stå på sidelinjen, og derfor vil han meget gerne have muligheden for at finde taktiktavlen frem igen og vende tilbage til et trænerjob.
Han har tidligere haft ansvaret for det tyske og amerikanske landshold samt Bayern München, men Klinsmann er åben for meget, når det gælder et nyt job.
Her er et dansk trænerjob også en mulighed, fortæller Klinsmann til bold.dk.
- Man kan aldrig afvise noget som helst på forhånd. Man skal hele tiden have et åbent sind og lytte til folk, og så tager man en beslutning, hvis man får muligheden.
- Lige nu ser jeg frem til VM i Qatar, og så må vi se på, hvad der sker bagefter. Jeg vil selvfølgelig gerne tilbage og være træner efter VM-slutrunden, nu hvor covid-pandemien også er overstået.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Så jeg må se, om der åbner en dør eller to, når VM er slut, lyder det fra Jürgen Klinsmann.
Forventer masser af mål i Der Klassiker
bold.dk har været i kontakt med Jürgen Klinsmann i forbindelse med Der Klassiker mellem Dortmund og Bayern München lørdag aften, og her skal der nok komme en masse mål, lyder det fra Klinsmann.
- Jeg forventer helt klart en masse mål, fordi begge hold vil fremad og har ikke tænkt sig at forsvare. Så jeg vil ikke blive overrasket, hvis vi fik mindst fire mål. Det må være minimum, siger Jürgen Klinsmann med et grin og fortsætter.
- Jeg har ikke en klar favorit, fordi atmosfæren på hjemmebane for Dortmund er fantastisk. Bayern er selvfølgelig vant til at spille for over 80.000 tilskuere, så de ved, hvordan de skal håndtere det, men i sidste ende er det alligevel 80.000, som er imod dig.
- Det er med til at hjælpe Dortmund-spillerne, hvis de har nogen form for tvivl. Det kan give dem modet til at gøre noget, så de kan få skabt chancer og få scoret mål. Det er en stor kamp for Dortmund og Edin Terzic, som jeg virkelig godt kan lide.
Opgøret mellem Dortmund og Bayern München bliver sat i gang klokken 18:30 på Signal Iduna Park, og kampen kan ses på Viaplay.