Næstved Boldklub har fyret Jacob 'Gaxe' Gregersen, og nu har klubben så fundet deres nye direktør.
Det bliver 39-årige Peter Nielsen, der indtil nu har været salgschef i klubben, som forfremmes til direktør, skriver sn.dk.
Peter Dinesen bliver sportslig administrator og får de administrative opgaver, som Michael Buchholz havde som teknisk direktør.
Kasper Mertz har desuden takket ja til at blive en del af ledelsen i Næstved, hvor han får forskellige opgaver inden for analyse, scouting, PR og salg.
- Det bliver først og fremmest spændende at få lov til at være med til at sætte kursen for klubben i de kommende år, siger Peter Nielsen til sn.dk.
- Jeg ser det her som en stor mulighed for at bringe klubben tilbage mod sine historiske rødder, samtidig med at vi skal fortsætte den positive sportslige og kommercielle udvikling, som Næstved Boldklub har været inde i de seneste år.
Peter Nielsen har været salgschef i Næstved siden 2012 og har desuden været assistenttræner i seks år for klubben.
I alt har han været i klubben over 30 år – kun afbrudt af en kort afstikker til Slagelse. Han nåede 143 kampe for klubben som aktiv.



Næstved Boldklub
Betinia Liga


































