Fodbold er en sort-hvid verden. Hvor mange gange har man ikke hørt det? Nu har vi netop fået syn for sagn efter Danmarks 1-1-åbner ved EM mod Slovenien.
En lys og lovende første halvleg blev afløst af 45 sorte minutter fra Danmark. Tilbage sidder jeg med følelsen af at puste en ballon op til bristepunktet for så bare at slippe den og lade luften sive ud.
Havde det så bare været et ordentlig kapow af et bragende ballonknald. Men nej. Det var ikke en katastrofestart. Det var ikke alarmerende ringe. Det var heller ikke en sammensmeltning.
Det var bare… fesent og skuffende.
Og jeg er nødt til at starte med de 45 mørke minutter, inden jeg kaster mig over de lyse punkter fra første halvleg. Jeg ved ikke, hvad der skete i den pause i omklædningsrummet i Stuttgart. Jeg ved til gengæld, at Kasper Hjulmand inden kampen talte om sænkede skuldre og fuld gas.
Der var mere hold i nakken og lavt blus, da Danmark kom ud fra pausen. Det var jo kun fortjent, at Slovenien scorede til 1-1 en halv times tid inde i anden halvleg. Det var faktisk unfair, at det ikke var sket inden da.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det danske landshold var fuldstændig forkrampet, og mens planen var klar inden pausen, var den væk efter. Energien forsvandt. Og det, der lignede et stort skridt ud af det seneste halvandet års spillemæssige mørke, endte med et lille skridt længere ind i grotten for Kasper Hjulmands landshold.
Jeg sad ellers med den helt rigtige følelse i kroppen efter de første 45 minutter.
Kasper Hjulmand havde endelig fundet formularen, tænkte jeg. For det klædte det danske landshold med et spilkoncept bygget til at give Danmarks bedste spillere de bedste forudsætninger for at præstere.
Slut med at skulle tvinge Eriksen og Wind ud på kanterne for at passe ind i 3-4-3-systemet. De er bedst placeret centralt som stensikre punkter at sende flade bolde op mod. Derfra kunne de sætte angrebene op. Og selvom Rasmus Højlund ikke viste sig fra sin bedste side, ser jeg også potentiale i systemet for ham til løb i dybden og i boksen.
Med Morten Hjulmand som makker til Pierre-Emile Højbjerg havde man de to rette dørmænd til at dække af for Eriksens frihed til at vandre – samt de to wingbacks’ iver efter at angribe.
Det var de indtryk, jeg gerne ville have siddet tilbage med efter kampen, men synet er sløret. For det faldt sammen for Danmark. Det sivede ud. Den kedeligste måde at gå ud på.
Jeg håber, at Kasper Hjulmand finder ud af, hvad der skete i de 15 minutter i omklædningsrummet omkring klokken 19. Det var 15 dårligt udnyttede minutter.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
EM
Danmark






































