2021-11-22 10:41:02

Klumme: Uhre-salg smadrer BIF's guldchance

Brøndby er Superligaens bedste hold pt., men al snak om et nyt mesterskab bør forstumme, hvis Mikael Uhre bliver solgt, mener bold.dk's chefredaktør René Schrøder.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Hvis Fodbolddirektør i Brøndby, Carsten V. Jensen, sælger sin topscorer og talisman Mikael Uhre i vinterens transfervindue, kan klubbens fans godt droppe alle drømme om at genvinde mesterskabet. 

Hvis han derimod takker nej til de tilbud, som utvivlsomt vil komme - ja, så er Brøndby et lige så godt bud på en dansk mester anno 2022 som de hold, der pt ligger op til syv point foran dem. 

Niels Frederiksens mandskab er pr dags dato - den 22. november 2021 - landets bedste fodboldhold. Det vidner de iskolde facts fra Superligaholdenes formbarometer de seneste fem-seks runder om. Men vigtigere endnu - set med Brøndby-briller - er det faktum, at holdet i denne periode fuldt fortjent har besejret dem, der må formodes at være de største favoritter til mesterskabet: FC Midtjylland og FC København. 

Træner Niels Frederiksen har fundet den idealopstilling, der kan spille med om guldet. Og så har de to vigtigste spillere, Andreas Maxsø og Mikael Uhre, fundet guldformen fra sidste sæson. Maxsø som monsteret i midterforsvaret. Uhre som killer foran modstandermålet. 

Mod FC Midtjylland nåede Uhre op på ti Superliga-scoringer i sæsonen, og der bliver brug for mange, mange flere fra hans fødder og hoved, hvis konkurrenter skal indhentes og overhales, inden mesterskabet skal placeres i maj. 

Se Mikael Uhres ti Superliga-scoringer fra denne sæson her:

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -Klumme: Uhre-salg smadrer BIF's guldchance
Foto: Henning Bagger/Henningbagger/Ritzau Scanpix

Brøndbys problem er, at Uhre ikke kan erstattes inden forårets spændende Mesterskabsspil.

Niels Frederiksen siger godt nok, at klubben har vist, at den kan erstatte vigtige spillere med folk, der tager over på mindst samme niveau. Men det er et politiker-svar, for Brøndby-bossen kan bare kigge rundt i omklædningsrummet og se, hvilke alternativer han har til rådighed…

Internt i truppen er Pavlovic således milevidt fra Uhres fart og målfarlighed. Og Divkovic - som i glimt har vist kvalitet - kan ikke fra forårets start vokse til Uhre-højder. Der står et stort 0 ud fra d’herrers Superliga-målkonto. Det er der ikke meget mesterklasse over. 

Med andre ord skal Carsten V. Jensen finde en afløser eksternt, hvis han fyrer Uhre ud over rampen i januar-vinduet. Og den rutinerede fodbold-købmand ved - efter utallige vinduer i spidsen for FC København, FC Nordsjælland og Brøndby - godt, hvor svært det er at finde en angriber, der kan gå ind fra dag et og få Superliga-nettene til at blafre. Det er noget nær umuligt. 

Mikael Uhre er en så integreret og pt. uundværlig del af såvel Brøndbys pres-, opbygnings- og afslutningsspil, at et salg vil eliminere klubbens chancer for et nyt mesterskab. 

Den præmis tager Carsten V. Jensen formentlig med ind i de januar-forhandlinger, der kommer til at være om angriberens fremtid. Og derfor kan prisen for Uhre blive sat så højt, at han ikke får sin drøm om udlandet opfyldt. Til gengæld kan alle fansene drømme videre om nyt DM-guld efter 1. februar, når vinduet er smækket i. 

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

6 kommentarer

Se kommentarer
Annonce