Danmark er tilbage på 14.-pladsen på UEFA's koefficientliste, da resultaterne i de europæiske turneringer sendte Danmark foran Cypern, som i sidste uge gik forbi Danmark.
FC Midtjylland fik nemlig remis mod Liverpool og hentede den vej igennem point til koefficientregnskabet, mens cypriotiske Omonia Nicosia ikke fik point med fra nederlaget til PSV i Europa League torsdag.
Efter denne uges kampe er samtlige danske og cypriotiske hold færdige i Europa for denne sæson, og derfor ligger det altså fast, at Danmark forbliver foran Cypern i regnskabet.
Det betyder, at to nationer skal overhale Danmark i kampen om at nå i top 15 på koefficientlisten, hvis resultater i denne sæson har indflydelse på nationernes europæiske pladser i 2022/23-sæsonen.
Top 15-placeringen er særlig vigtig, fordi den giver to pladser i Champions League-kvalifikationen, en plads i Europa League-kvalifikationen og to i Europa Conference League i 2022/23-sæsonen.
En 14.-plads vil dog være at foretrække, da den danske mester vil træde ind i Champions League-kvalifikationen i tredje runde i stedet for anden.
Seks nationer kan hente DK – men gode chancer for top 15
I koefficientregnskabet har seks nationer bag Danmark fortsat muligheder for at hente point til regnskabet, men det kræver altså ganske fine præstationer i Europa League-slutspillet, hvis to skal gå forbi Danmark.
Nærmest er Serbien på 16.-pladsen, som fortsat har Røde Stjerne med, og Schweiz med Young Boys er nummer 17.
Olympiakos skal hente point til Grækenland, mens Tjekkiet skal sætte sin lid til Slavia Prag. I Kroatien er Dinamo Zagreb tilbage, og Israel klynger sit håb til Maccabi Tel Aviv.
Fælles for de seks nationer er det, at det kræver en længere række sejre, hvis nationerne skal gå forbi Danmark.
| Land | Koefficientpoint | Hold tilbage | |||||
| 16/17 | 17/18 | 18/19 | 19/20 | 20/21 | I alt | ||
| 10. Østrig | 7,375 | 9,750 | 6,200 | 5,800 | 6,700 | 35.825 | 2/5 |
| 11. Skotland | 4,375 | 4,000 | 6,750 | 9,750 | 7.250 | 32.125 | 1/4 |
| 12. Ukraine | 5,500 | 8,000 | 5,600 | 7,200 | 5.400 | 31.700 | 2/5 |
| 13. Tyrkiet | 9,700 | 6,800 | 5,500 | 5,000 | 3,100 | 30.100 | 0/5 |
| 14. Danmark | 8.500 | 5.250 | 4.875 | 5,125 | 4.125 | 27.875 | 0/4 |
| 15. Cypern | 5,500 | 7,000 | 6,125 | 5,125 | 4,000 | 27,750 | 0/4 |
| 16. Serbien | 2,875 | 6,375 | 6,000 | 6,000 | 5,000 | 26,250 | 1/4 |
| 17. Schweiz | 4,300 | 6,500 | 3,900 | 6,400 | 4,125 | 25,225 | 1/4 |
| 18. Grækenland | 5,800 | 5,100 | 5,100 | 4,900 | 4,300 | 25,200 | 1/5 |
| 19. Tjekkiet | 5,500 | 5,500 | 6,500 | 2,500 | 5,000 | 25,000 | 1/5 |
| 20. Kroatien | 5,125 | 5,125 | 5,750 | 4,375 | 4,500 | 24,875 | 1/5 |
| 21. Israel | 6,750 | 5,625 | 2,625 | 2,375 | 7,000 | 24,375 | 1/4 |
| 22. Sverige | 2,750 | 5,375 | 4,125 | 5,750 | 2,500 | 20,500 | 0/4 |
| 23. Bulgarien | 4,250 | 4,000 | 4,000 | 4,125 | 4,000 | 20,375 | 0/4 |
| 24. Norge | 1,375 | 4,000 | 5,375 | 3,750 | 5,250 | 19,750 | 1/4 |
| 25. Rumænien | 3,300 | 2,900 | 2,375 | 5,875 | 3,750 | 18,200 | 0/4 |
Kilde: Kassiesa
Flere danske hold skal dække ind for stor sæson
Danmark har i næste sæson, 2021/22-sæsonen, lidt af leve op til, for næste sæson udgår 16/17-sæsonen af koefficient-regnskabet, og for Danmark betyder det et farvel til 8,500 point.
Det er der så til gengæld også udmærkede muligheder for at leve op til, da Danmark sikrede sig en 13.-plads på koefficientlisten efter sidste sæson.
13.-pladsen medførte fem pladser i europæisk fodbold i 21/22-sæsonen, mens den danske liga-vinder og pokalvinder er sikret gruppespil.
Den danske mester træder efter planen ind i tredje runde af Champions League-kvalifikationen, men forfremmes til playoff-runden, såfremt Champions League-vinderen fra denne sæson også er kvalificeret gennem sin hjemlige turnering - sker det, er den danske mester altså minimum sikret et Europa League-gruppespil.
Sker det ikke, er den danske mester som minimum sikret gruppespil i Europa Conference League, da den danske mester ved nederlag i Champions League-kvalifikationen ryger i Europa League-playoff.
Den danske pokalvinder træder ind i Europa Leagues playoff-runde og er derfor sikret enten gruppespil i Europa League eller i Europa Conference League.
De resterende tre danske pladser fordeles på andenpladsen i ligaen, der træder ind i runde to af League Path-kvalifikationen i Champions League, mens nummer tre og fire (vinder af Europa Playoff i Superligaen) træder ind i anden kvalifikationsrunde i Europa Conference League.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC Midtjylland
3F Superliga
Danmark

































