Kolding IF har i den grad fået vendt skuden i den seneste måneds tid, hvor en truende nedrykning er afværget og 13 af de seneste 15 mulige point kørt i hus.
Otte gange i fem kampe har midtbanespilleren Andre Jepsen således garnet, og dermed har han lavet to tredjedele af holdets mål i en fantastisk måned.
- Han er tidligere blevet brugt i forsvaret også, men har under den nye træner udelukkende spillet på midtbanen. Det er ganske utroligt, hvad han har lavet i de seneste fem kampe. Han er en af vores egne, en KIF-dreng, og jeg håber bestemt, at han er en af dem, som vi skal bygge videre på i fremtiden, siger sportschef Ulrik Pedersen til bold.dk.
I modsætningen til Jepsen er profilen Søren Zachariassen helt sikkert ikke i Kolding til næste sæson. Han har således lavet en aftale med rivalerne fra Middelfart.
- Vi ville gerne have beholdt Søren. Det er ærgerligt, for han har været en vigtig profil for os, og han er KIF-dreng og en kulturbærer for os. Det er en bet, men det er hans beslutning, siger Ulrik Pedersen, som til gengæld glæder sig over nye aftaler med Lennart Nielsen og Martin Hedeager.
- Det er ingen hemmelighed, at Martin var attraktiv for andre klubber, så det glæder os meget, at han og Lennart har valgt at blive. Det er et vigtigt signal, og jeg har en travl periode foran mig, så vi forhåbentligt ser flere af denne slags positive historier i den kommende tid.
- Vi går efter et minimum matche, men allerhelst forbedre det sportslige setup til den kommende sæson. Vi har allerede et godt miljø, men det er jo først nu, at truppens potentiale er blevet endeligt forløst. Det skal vi forsøge at bygge videre på, siger Pedersen.
Kolding IF afslutter sin sæson hos nedrykkede B1908 lørdag.
mikael@bold.dk



Kolding IF
CampoBet 2. division






























