


Torsdag aften dannede Parken rammen om det første af to opgør mellem FC København og Heidenheim i Conference League.
Her formåede det danske hjemmehold at sætte sig på sagerne fra start i nationalarenaen, hvor man var yderst tæt på at erobre føringen efter 20 minutters spil.
Et indlæg endte inde midt i feltet, hvor mexicanske Rodrigo Huescas steg til vejrs og headede bolden på overliggeren.
Returen dumpede herefter ned for fødderne af Jordan Larsson, som fik sin afslutning clearet på mållinjen af en tysk forsvarsspiller.
FC København havde efterfølgende flere chancer for at erobre føringen, men det lignede mere og mere en målløs første halvleg.
Jordan Larsson ville det dog anderledes.
Artiklen fortsætter efter billedet

Kort før pausen modtog Marcos Lopez en perfekt bold i feltet, hvorefter peruvianeren slog et perfekt, fladt indlæg ind midt for mål.
Her stod svenskeren perfekt placeret og sendte Parken i den syvende himmel.
FC København kunne dermed gå til pause med en 1-0-føring over Heidenheim.
Chok i Parken
Det så derfor godt ud for Jacob Neestrups tropper, der styrede mod et fint udgangspunkt inden returopgøret.
Men efter en times spil gik det galt.
En dødbold blev slået ind i feltet, hvor den blev headet på tværs til Thomas Keller, som bragte tyskerne på omgangshøjde i Parken.
Det blev startskuddet til en mindre god FCK-periode.
Heidenheim var flere gange tæt på at erobre føringen, men et par flotte redninger fra debuterende Diant Ramaj holdt løverne inde i kampen.
Herefter bølgede spillet frem og tilbage i Parken, hvor ingen af holdene for alvor formåede at sætte sig på bolden.
Efter 77 minutters spil fik københavnerne dog en gylden mulighed for at generobre føringen, da Elias Achouri slap helt alene igennem med keeperen.
Tuneseren svigtede imidlertid og fik sin afslutning reddet af den fremadstormende målmand.
Og så var det i stedet det gæstende mandskab, der fik netmaskerne til at blafre fem minutter før tid.
Efter et knivskarpt kontraangreb endte kuglen for fødderne af Tim Siersleben, som gjorde det onde ved løverne og sendte den i kassen til 2-1.
Det endte også som kampens resultat, hvorfor tyskerne står med de bedste kort på hånden forud for returopgøret.

FC København
FC Heidenheim
Conference League



























