Man hører af og til om spillere, der går kontraktfri i et par måneder eller måske et halvt år, indtil den rette mulighed dukker op.
Det hører dog til sjældenhederne at gå uden klub på femte år og stadig bevare håbet.
Men det er tilfældet med Thomas Juel-Nielsen, der har fortid i blandt andet AGF, Sønderjyske og Lyngby.
Den 34-årige forsvarsspiller har i de seneste uger trænet fuldt med i HIK og spillet et par testkampe for 2. divisionsklubben.
- Min fodboldkarriere har egentlig ikke været stoppet på noget tidspunkt. Jeg har holdt gryden i kog og har ikke ville give op, selv om det nærmest har set håbløst ud.
- Selv om jeg har været uden officielle kampe i så lang tid, har jeg stadigvæk følt, at jeg har noget uforløst og nogle gode år i mig, hvis den rigtige mulighed kommer, siger Thomas Juel-Nielsen.
Hans seneste kontrakt var i rumænske Gaz Metan helt tilbage i 2020.
Artiklen fortsætter efter billedet

Klubberne forstår det ikke
Siden har han prøvetrænet og holdt sig i gang i en række forskellige klubber – blandt andre Helsingør, Roskilde og Hillerød.
- Overordnet set er det selvfølgelig tid, der gør det besværligt. Jo længere tid der går, jo sværere bliver det. Jeg har jo været i gang mange forskellige steder i divisionsklubber og til forskellige prøvetræninger, hvor det af den ene eller anden grund ikke er blevet til noget.
- Udefra har det jo set håbløst ud, men når man selv har været i det og stadig føler sig som den samme spiller, så har det været svært at give op.
- Klubberne er uforstående omkring, hvordan jeg har holdt mig i gang og bevaret håbet, og hvad der egentlig er sket, når der ikke står mere på det officielle papir.
Thomas Juel-Nielsen hæfter sig ved, at han er den eneste, der kender alle nuancer.
- Udefra kan folk bare se, at jeg måske har taget nogle lidt ustabile valg. ’Så har han været i Rumænien og Israel. Hvorfor forlængede han dog ikke i AGF eller Sønderjyske, hvis de begge stod og gerne ville det’.
- Det er kun mig, der har været på denne rejse og kender alle detaljer.
Midstopperen forstår udmærket, at historikken afskrækker.
- Jeg er jo ikke født i går, så jeg kender samtlige af de der mekanismer. Det er derfor, man virkelig skal passe på ens image som spiller, og så er det hele tiden en balancegang, hvor meget man skal åbne munden og fortælle, hvad der er foregået, men det skal man også passe på med nogle gange.
- Der er nok også klubber, der har været bange for at signe mig, fordi de så skal stå på mål for den signing. Hvis det nu går skidt, så kan man blive peget fingre ad af medier, fans og bestyrelse, fordi man tog chancen med én, der ikke har spillet i længere tid.
- En klub skal jo se det positive i forhold til at få en enormt sulten spiller ind og ikke være bange for konsekvenserne, hvis det ikke går godt.
- Både i AGF og Sønderjyske signede jeg på en fri transfer, og jeg føler, at jeg var med til at gøre en forskel i begge klubber. Og jeg føler faktisk, at jeg er i en bedre forfatning nu, end da jeg signede med begge de klubber.

Thomas Juel-Nielsen vil ikke kalde sig selv en lottokupon.
- Jeg forstår godt, hvorfor klubberne kan tænke det, men jeg føler, jeg er det stik modsatte en af lottokupon. Jeg er erfaren og en spiller, man kan stole på.
- Jeg er da ikke 100 procent i kampform, men jeg har ikke haft en eneste skavank, selv om jeg har kørt på i over en måned nu og har spillet et par kampe for HIK.
- Jeg er virkelig taknemmelig over, at jeg kan få lov til at holde mig i gang her.
Er 2. division aktuelt?
- Mentalt er jeg der, hvor jeg gerne vil udrette mere på så højt niveau som muligt. Jeg føler ikke, at jeg er klar til at tage et step ned og sige, at der ikke er mere håb om at komme tilbage på højeste niveau.
Hvorfor tog du ikke bare et skridt ned og så forsøgte at arbejde dig op? Har du været for kræsen?
- Det kan man måske tro udefra, men det har jeg egentlig ikke. Der er nogle ting, som har givet mening, når jeg har stået i det og har haft alle detaljer på bordet, men så kan jeg godt se udefra, at det ser lidt mærkeligt ud.
- Det er ikke, fordi jeg har haft officielle NordicBet Liga-tilbud, som jeg har affejet. Jeg ved ikke, om jeg ville gøre noget anderledes.
- Jeg ville i hvert fald gerne ikke have stået i denne situation, at jeg har været fri så længe, men der er egentlig ikke noget, jeg fortryder som sådan, siger Thomas Juel-Nielsen.
Forsvarsspilleren var i AGF i slutningen af forårssæsonen 2017, hvor det blev til 11 kampe og to mål på et par måneder.




































