Derby County blev i september sat under administration, men der er endnu ikke fundet en køber til Championship-klubben.
Derby er blevet fratrukket point flere gange på grund af de finansielle kvaler, ligesom klubben ikke måtte hente spillere, før de havde en bæredygtig økonomisk plan.
Deadlinen for at aflevere en plan til EFL lød oprindeligt på 1. februar, men fristen er nu blevet forlænget med en måned, så Derby kan få en køber på plads.
EFL oplyser:
- Dagens udvikling vil gøre det muligt for klubben at opfylde sine igangværende forpligtelser, samtidig med at der gives yderligere fire uger til at fortsætte diskussionerne med de interesserede budgivere og relevante interessenter i forbindelse med et salg, sideløbende med at give yderligere tid til at søge klarhed over påstandene fra Middlesbrough og Wycombe.
Artiklen fortsætter efter billedet

Middlesbrough og Wycombe har begge anmodet om kompensation på grund af manglende indtægter, fordi Derby overtrådte Financial Fair Play-reglerne.
Middlesbrough klagede tilbage i maj 2019, efter Derby snuppede en plads i playoff-kampene for næsen af dem - på et tidspunkt hvor Derby angiveligt har brudt FFP-reglerne.
Wycombe har klaget over, at sommerens pointstraf til Derby burde være effektueret i sidste sæson, hvilket ville have sendt kriseklubben ned i League 1 i stedet for Wycombe.
Derby ligger aktuelt næstsidst i Championship med 14 point for 27 kampe. Klubben har fået fratrukket 21 point i denne sæson på grund af de økonomiske kvaler.

Derby
Championship




































