EM U21 -Krogh dømte semifinale ved U21-EM: Havde ikke regnet med det
Foto: Bo Amstrup/Boamstrup/Ritzau Scanpix
2023-07-15 09:00:00
Foto: Bo Amstrup/Boamstrup/Ritzau Scanpix

Krogh dømte semifinale ved U21-EM: Havde ikke regnet med det

Morten Krogh fik lov til at dømme en semifinale ved U21-EM, og det sætter han ord på her, hvor han også fortæller om fremtiden for danske dommere i internationale kampe.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

England vandt U21-EM med en sejr over Spanien i finalen, men der var også en dansk dommertrio, der havde stor succes ved slutrunden.

Morten Krogh var hoveddommer til turneringen sammen med linjedommerne Dennis Wollenberg og Steffen Bramsen, og de fik lov til at dømme to gruppekampe samt en semifinale mellem England og Israel.

bold.dk har taget en snak med Morten Krogh, der kunne fortælle om oplevelsen.

- Det var en stor oplevelse, og det var fedt at prøve at være med til en stor slutrunde. Det er et stort setup, og der var mange folk omkring en. 

- Det var spændende, og det var lige så stort, som jeg havde håbet på, siger dommeren til bold.dk.

Det danske bidrag til turneringen gik ifølge Morten Krogh bedre end forventet.

- Det gik godt. Vi dømte semifinalen, og det havde vi ikke forventet, inden vi tog afsted. Vi havde troet på to gruppespilskampe, og så måtte vi se, hvad der ville ske derfra, fordi vi kunne se, at der på papiret var mange gode dommere med.

- Vi havde ikke regnet med at få semifinalen, så det er helt sikkert et tegn på, at det er gået godt, siger dommeren til bold.dk.

Semifinalen endte med en sikker 3-0-sejr til det engelske U21-landshold.

Oprykning

Inden slutrunden gik i gang for dommeren, tikkede en god nyhed ind hos Morten Krogh.

- Jeg er blevet rykket en kategori op, og det blev annonceret, inden den første kamp vi dømte. Der er tre kategorier hos UEFA, og jeg er rykket op i kategori 1 nu, der er den næsthøjeste.

- Der ligger Jakob Kehlet og jeg nu, og der får man automatisk bedre kampe, end man gør i kategori 2, siger Krogh.

Hvilke kampe kan du dømme nu?

- Det vil være nok være Europa League-gruppespil. Før har jeg dømt Conference League, og hvis det går godt, vil jeg nu få Europa League-kampe og bedre A-landskampe. På sigt kan man også dække kampe i Champions League i kategori 1, fortæller dommeren.

Det bliver ikke nemt, hvis Krogh skal rykke op på det højeste niveau for dommere i Europa.

- Der er langt, og det er svært at rykke derop. Vi er 13, der er rykket op i kategori 1, og der var tre, som er rykket op i elite-kategorien. Nåleøjet bliver mindre og mindre.

- Så det har lidt lange udsigter. Det er virkelig svært, og det er kun dommere som Claus Bo Larsen, Kim Milton og Peter Mikkelsen, der har været deroppe. Det er kun de helt store, som får lov til det, fortæller Krogh til bold.dk

Kan det åbne døre for Danmark?

Det var 14 år siden, at Danmark sidst havde haft en dommer med til slutrunden, og spørgsmålet er derfor, om Morten Kroghs indsats kommer til at åbne døre for de danske dommere?

- Jeg kan håbe på, at det åbner døre for andre danske dommere nu. Jeg tror måske, at UEFA får øjnene lidt mere op for de danskere dommere, efter at jeg har været med til U21-slutrunden.

- Vi har et godt kul af unge dommere, der er på vej frem, så jeg tror faktisk, at fremtiden ser lys ud. Både for mig og de andre danske dommere, siger Morten Krogh.

Kim Milton dømte ved EM i 2004 og VM i 2002, men siden har der ikke været danske dommere med til slutrunder for A-landshold.

Det bliver der nok heller ikke lavet om på i den nærmeste fremtid, men Krogh er optimistisk.

- Chancen er til stede. Det bliver måske ikke næste år til EM, men der er muligheder. Det kræver umiddelbart, at man kommer op i Elite-niveauet.

- Til EM kan der komme enkelte dommere med fra kategori 1, men til VM er det kun fra den højeste kategori. Det er nok stadig nogle år ude i fremtiden, afslutter Superliga-dommeren.

Annonce

6 kommentarer

Se kommentarer
Annonce