Efter at have misset det meste af foråret med en skade var Tobias Perch-Nielsen kommet godt i gang for Næstved i sæsonen med fire træffere i syv kampe, men den 27-årige offensivspiller er nu igen rendt ind i endnu en knæskade.
Han skal gennem en kikkertoperation 6. oktober, og Næstved-træner Mogens Krogh holder vejret i spænding.
- Vi kan ikke gøre så meget andet end at væbne os med tålmodighed. Det kan være langvarigt, men det kan også være, at han er tilbage inden for relativ kort tid, siger Krogh til bold.dk og tilføjer om udsigten til at skulle undvære Perch-Nielsen i resten af efteråret:
- Han var kommet rigtig godt i gang med sæsonen. Han har været god til at gå med i vores kombinationer fra sin højre kant, og han har været en vigtig del af vores offensiv, fordi han er en meget dygtig afslutter.
- Han har scoret fire mål på fem-seks chancer, så det vil være bekymrende, hvis han er ude i længere tid. Især fordi vi har slidt med at score mål på det seneste.
Næstved hentede tidligere på sæsonen den tidligere MLS-angriber Ryan Finley til sit angreb, men han har ikke slået til endnu.
- Ryan har slidt med at få lavet mål. Han har fået et par kampe på andetholdet for at komme lidt i gang, men vi har ikke rigtigt fået gang i ham endnu. Han træner dog godt og er meget energisk, siger Krogh om amerikaneren.
Næstved har tre nederlag med sig i bagagen, når de søndag er gæster hos Fredericia.
mikael@bold.dk



Næstved Boldklub
Betinia Liga































